Ejendomsmægler ej erstatningsansvarlig over for boligkøber ved angivelse af en meget lavt anslået varmeudgift, idet køber ej havde sandsynliggjort at have lidt tab

Ved ejendomsmæglers mellemkomst købte sagsøger af sagsøgte en boligejendom, hvortil var angivet en årlig varmeudgift på 14.000 kr. En skønsmand vurderede i forbindelse med ankesagen for landsretten, at en årlig varmeudgift på 34.000 kr. var helt normal for den pågældende type ejendomme, og at en sådan oplysning om en varmeudgift på 34.000 kr. dermed ikke som udgangspunkt ville have nogen indflydelse på prisen for ejendommen.

På baggrund af skønserklæringen og skønsmandens forklaring for landsretten fandt landsretten ikke, at køber havde sandsynliggjort at have lidt et tab som følge af den mangelfulde oplysning om den årlige opvarmningsudgift i salgsopstillingen.