En formuerådgiver, der fra starten havde bistået en kunde med at planlægge strategien for hans formueforvaltning, kan ikke begrænse sin forpligtigelse til udelukkende at give oplysninger forud for aftalen og ved aftalens indgåelse.

En person tegner mellem 2006 til 2008 ved hjælp af et formueforvaltningsselskab fire livsforsikringer og fire boliglån, hvor indfrielsen in fine er sikret ved pant i forsikringsaftalerne. Selskabet bistår ligeledes sin kunde mellem 2006 og 2009 med skrivelser til skattevæsenet og opfølgning på formueplejen. De gennemførte investeringer forårsage økonomiske tab, herunder en forhøjelse af forsikringspræmierne, der er ude af proportioner med kundens indtægter.

Da investoren vurderer, at de foreslåede investeringer har belastet hans økonomi, og at den ydede formuepleje ikke har været tilpasset formålet, drager han selskabet til ansvar for at have misligholdt sin rådgivningsforpligtelse.

Appelretten tager hans påstand til følge og afviser selskabets indsigelse, bortset fra den økonomiske skades opgørelse.

Selskabet har forgæves påstået med forbehold for reglernes tilbagevirkende kraft, at med hensyn til dets manglende rådgivning, både hvad angår formueforvaltning og forsikringsmægling, gælder de bestemmelser, der trådte i kraft den 1. maj 2007, og som pålægger forsikringsmægleren at præcisere den eventuelle forsikringstagers ønsker og behov samt baggrunden for den ydede rådgivning (C. assur., § L 520-1) ikke for de aftaler, der er tegnet inden denne dato. Retten afviser dette argument og præciserer, at appelretten ikke har tillagt forsikringslovens § L. 520-1 en tilbagevirkende kraft, men blot har understreget, at disse bestemmelser bekræfter princippet, der var anerkendt allerede før denne dato, om forsikringsmæglerens pligt til at rådgive.

I pågældende sag har retten analyseret alle investeringer og finansielle transaktioner, som selskabet har tilbudt. Formueplejen har været styret af formueforvaltningsselskabet, således at selskabet vidste alt om de investeringer, som klienten havde foretaget, og det tilstræbte formål, nemlig en garanteret indtægt og stiftelse af formue ved hans sportskarrieres afslutning.

Dommen er interessant, idet den illustrerer de krav, der påhviler professionelle inden for formuepleje. Vedrørende livsforsikringerne havde mægleren gjort gældende, at forsikringstageren i sin risikoprofil havde accepteret tab. Imidlertid er den undersøgelse, der er foretaget for hver aftale ikke tilstrækkelig til at fritage selskabet for dets rådgivningsforpligtelse. Derfor skal selskabet selvfølgelig rådgive sin kunde på basis af den samlede vedtagne strategi for formuepleje og udviklingen i udefrakommende begivenheder. (se også Kassationsrettens 1. civ., 4. juni 2014, nr. 13-12.770, nr. 652 P + B + I, der straffer et forsikringsselskab og en mægler for ikke klart at have underrettet en forsikringstager vedrørende alle de påtænkte transaktioner).