En af de helt store ændringer i den nye arvelov, som trådte i kraft 1/1 2008 er, at det nu er muligt at testere det meste af sin formue til sin samlever, selvom man har børn.

En samlever arver kun hvis der er lavet testamente. Men ved at oprette testamente kan man flytte op til 7/8 af hvad med efterlader sig over til sin samlever, selvom man har børn.

Man kan også bestemme at samleveren skal arve så meget at arven sammenlagt med samleverens egne midler inklusive udbetalte forsikringer skal være på mindst kr. 600.000,00 inden der overhovedet skal udbetales arv til børnene.

For at kunne oprette sådan et ”udvidet samlevertestamente” kræves navnlig:

-          at begge opretter testamente om at de vil arve hinanden som ægtefæller

-          at parterne venter eller har (haft) fællesbarn og bor sammen på fælles bopæl ved dødsfaldet eller

-          at parterne har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignede forhold i de sidste 2 år før dødsfaldet.

Selvom parterne tidligere har oprettet testamente og indsat hinanden som arvinger vil det være en god idé hvis man har børn, at få lavet et nyt testamente så samleveren bliver sikret endnu mere.

En anden stor ændring går på, at en samlever nu er nærmeste pårørende forud for børn ved udbetaling af forsikringssummer og pensionsordninger ved død.

Dette gælder dog kun hvor forsikringen er tegnet efter 1/1 2008. Ved forsikringer m.v. oprettet før 1/1 2008 er det nødvendigt at skrive til forsikringsselskabet at samlever skal være begunstiget.

Samtidig er reglen om at tvangsarvinger har ret til tvangsarv også af forsikringsbeløb m.v. faldet væk. I stedet gælder, at en begunstigelse kan tilsidesættes ved dom i det omfang det må anses for urimeligt overfor afdødes ægtefælle eller livsarving. Tilsidesættelsen kan dog ikke blive på mere end hvad ægtefælle eller børn skulle have haft som boslod og tvangsarv.

Også på dette punkt vil det derfor normalt være nødvendigt at skulle gøre noget for at sikre sin samlever bedst muligt.

Ulla Ullvit