Vestre Landsret har i en ny afgørelse fra 2015 vedrørende bortvisning af en funktionær, fundet bortvisningen berettiget, selvom denne blev begrundet i et ”nyt” forhold, som arbejdsgiveren først var blevet bekendt med efter bortvisningen.

Sagen i korte træk

Funktionæren blev ansat som bogholder hos arbejdsgiveren i 2008.

I 2011 flyttede funktionæren til Spanien, hvorfra denne udførte sit arbejde som bogholder for arbejdsgiveren. Der var mellem funktionæren og arbejdsgiveren uenighed om, hvorvidt funktionæren var flyttet til Spanien af personlige årsager, eller fordi arbejdsgiveren ønskede at udvide sit markedsområde til Spanien.

I august 2011 opstod der splid mellem funktionæren og arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren indkaldte funktionæren til at møde på arbejdspladsen i Danmark indenfor få dage, hvilket funktionæren fandt urimeligt. Endvidere mente funktionæren, at arbejdsgiveren skulle afholdes dennes udgifter til flybillet fra og til Spanien.

Som følge af uoverensstemmelserne mellem funktionæren og arbejdsgiveren, udeblev funktionæren fra mødet, og sygemeldte sig, som ”mentalt syg”, da han ikke kunne klare mere.

Funktionæren blev kort tid herefter bortvist af arbejdsgiveren. Bortvisningen blev begrundet i, at funktionæren ulovligt var udeblevet fra tjenesten/arbejdet.

Byrettens afgørelse

Byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde givet funktionæren en rimelig tidsfrist for at møde på arbejde i Danmark. Alligevel fandt Byretten, at funktionæren, ved at sygemelde sig efter uoverensstemmelserne, og ved ikke at efterkomme arbejdsgiverens anmodning om dokumentation i form af lægeerklæring, havde udvist et forhold, som indebar, at arbejdsgiverens bortvisning af funktionæren var berettiget, hvorfor funktionæren ikke blev tilkendt godtgørelse for uberettiget bortvisning eller løn i opsigelsesperioden.

Sagen ved Vestre Landsret

Da funktionæren ankede sagen til Vestre Landsret, fremlagde arbejdsgiveren nye forhold, som begrundelse for bortvisningen, herunder at funktionæren havde udbetalt en del af sin løn til sin datter (formentlig for at opnå en skattemæssig fordel herved).

Ifølge funktionæren var dette sket efter aftale med arbejdsgiveren om, at funktionæren kunne udbetale en del af sin løn til sin datter. Funktionæren anførte endvidere, at dennes datter havde gjort rent samt assisteret arbejdsgiveren ved pølsevogne og hoppeborge.

Vidner i sagen oplyste, at datteren ikke dem bekendt, havde udført arbejde for arbejdsgiveren.

Vestre Landsrets afgørelse

Vestre Landsret fandt, ligesom Byretten, at bortvisningen af funktionæren var berettiget.

Ifølge Vestre Landsret havde funktionæren groft misligholdt sit ansættelsesforhold ved at foranledige, at en del af funktionærens månedsløn blev udbetalt, som løn til dennes datter, samt at der i oktober 2010 blev udbetalt yderligere 6.000 kr. til datteren uden nærmere aftale herom.

Vestre Landsret udtalte i den forbindelse, at ”Det afskærer ikke konkursboet fra nu at gøre forholdet gældende som bortvisningsgrund, at arbejdsgiveren først efterfølgende har fået kendskab til de faktiske omstændigheder”. Vestre Landsret refererede i den forbindelse til ovenstående forhold vedrørende lønudbetalingerne.

Konklusion

I den konkrete afgørelse fandt Vestre Landsret, at det var berettiget, at arbejdsgiveren lagde nye forhold til grund ved sin begrundelse for bortvisningen af funktionæren.

Da sagen blev behandlet af Byretten var det afgørende for arbejdsgiverens begrundelse for bortvisningen, at funktionæren var udeblevet ulovligt fra tjenesten.

Vestre Landsret tager slet ikke stilling til dette forhold, men anser bortvisningen berettiget, alene ud fra det forhold, at arbejdsgiveren, efter bortvisningen af funktionæren blev vidende om, at funktionæren havde misligholdt sit ansættelsesforhold ved foretagelse af lønudbetaling til funktionærens datter.

Dommen må umiddelbart fortolkes således, at det er muligt for en arbejdsgiver, at ændre begrundelsen for en bortvisning, såfremt arbejdsgiveren efter bortvisningen af funktionæren bliver bekendt med et forhold, som I sig selv kan begrunde bortvisningen af funktionæren.

Det må anses for afgørende i Vestre Landsrets afgørelse, at arbejdsgiveren først efter bortvisningen af funktionæren blev bekendt med de foretagne lønudbetalinger. Såfremt arbejdsgiveren havde været vidende om forholdet på bortvisningstidspunktet, og ikke gjort dette gældende overfor funktionæren, ville Vestre Landsret formentlig være kommet frem til et andet resultat.