Københavns byret har i september 2012 afgjort en principiel tvist om flypassagerens rettigheder, når flyafgangen bliver aflyst.  

Hos mange flyselskaber, er det normal praksis, at der ved aflysning af en afgang kun tilbydes ombooking til egne fly eller et flyselskab i samme alliance. Københavns Byret har nu fastslået, at denne praksis ikke er i overensstemmelse med flypassagernes rettigheder. Er der en tidligere afgang eller hurtigere forbindelse, skal passageren tilbydes denne.

Flyselskabet er således forpligtet til at sørge for - i tilfælde af aflysning - at passagerne hurtigst muligt kommer til destinationen. Sker dette ikke kan passageren. Ellers kan passageren kræve tilbagebetaling af rne skal skaffe passagererne videre hurtigst muligt. Og gør de ikke det, har passagererne ret til at få både pengene tilbage fra flyselskabet og få betalt den eventuelle ekstraudgift, der måtte være på en anden og hurtigere forbindelse, de selv har fundet.

I den konkrete tvist, var der tale om en familie, der via et rejsebureau havde købt billetter til Ghana, hvor familien skulle fejre jul. På grund af snevejr blev afrejsen aflyst, og flyselskabet, KLM, ombookede til den 21. december. Den 21. december blev afgangen igen aflyst af KLM, der tilbød nye billetter til den 25. december. Dette accepterede familien ikke, der jo skulle holde jul i Ghana. Familien fik derfor penge for flybilletterne tilbage, og rejsebureauet fandt nogle billetter til Ghana med afgang den 22. december med et andet flyselskab, Egypt Air.  

Familien krævede herefter blandt andet den ekstra pris, som billetterne med Egypt Air havde kostet, erstattet af KLM. Københavns Byret gav familien medhold i, at de efter EU-forordningen havde krav på at få dækket udgifterne til de nye flybilletter, fordi KLM ikke havde tilbudt en omlægning af rejsen til et andet flyselskab (Egypt Air), der havde en tidligere afgang end KLM's egne afgange.

Som flypassager kan du læse nærmere om dine rettigheder i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser.

Den konkrete tvist blev afgjort efter forordningens art. 8, litra b, hvor anføres, at passageren i tilfælde af aflysning skal tilbydes "omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser til vedkommendes endelige bestemmelsessted ved førstgivne lejlighed”.