Det følger af Grundlovens § 71, stk. 3, 1. pkt., at enhver, der anholdes, inden 24 timer efter anholdelsen skal stilles for en dommer. En ny afgørelse fra Østre Landsret vedrører den situation, hvor beregningen af de 24 timer skal foretages ved skift fra sommertid til normaltid.

Lørdag den 27.10.2012 kl. 9.35 eller 9.40 blev en person (kaldet S) anholdt og sigtet for dokumentfalsk efter Straffelovens § 171. Søndag den 28.10.2012 kl. 9.25 blev S fremstillet i grundlovsforhør, hvilket således er ca. 24 timer og 50 minutter efter anholdelsen.

Byretten anlagde under sagen fejlagtigt den holdning, at fordi S blev fremstillet kl. 9.25, så var 24-timers fristen ikke udløbet. Derudover henviste Byretten til, at der i den konkrete sag var grund til at antage, at S på fri fod ville unddrage sig forfølgningen i sagen.

Landsretten nåede imidlertid frem til det modsatte resultat vedrørende selve fristoverskridelsen, og fandt således, at der var tale om en overskridelse af fristen efter Grundlovens § 71, stk. 3, 1. pkt. Henset til fristoverskridelsens længde og årsag, der måtte antages at være skiftet fra sommertid, så fandt Landsretten dog ikke, at fristoverskridelsen i sig selv kunne medføre løsladelse. I stedet henviste Landsretten til Byrettens grunde for, at S skulle varetægtsfængsles.

Overskridelse af 24 timers fristen i henhold til Grundlovens § 71, stk. 3, 1. pkt., bør i almindelighed medføre løsladelse. Kun, hvor tungtvejende hensyn tilsiger det, kan det efter min mening forsvares at opretholde anholdelsen, uanset fristens overskridelse. Østre Landsret må i nærværende sag have vurderet, at hensynet til, at S måske ville unddrage sig forfølgningen i den potentielle straffesag, vejede tungere, end hensynet til S's grundlovssikrede ret om at blive stillet for en dommer inden 24 timer.

Uden at forholde mig nærmere til Landsrettens grunde for at opretholde varetægtsfængslingen i denne aktuelle sag, så vil jeg med nærværende artikel blot sætte fokus på, at de grundlovssikrede rettigheder åbenbart ikke altid vejer tungest ved hensynsvurderingerne i retterne, hvilket efter min mening både er opsigtsvækkende og foruroligende.