Hvis du er én af de mange danskere, som ikke inden for rimelig tid har udsigt til at få betalt din gæld, og din gæld ikke skyldes forbrug, så er det måske en mulighed at søge gældssanering, for derved at blive gældfri.   

I disse år får mange bevilliget gældssanering, såfremt de har oparbejdet en stor gæld enten som følge af en tvangsaktion over fast ejendom eller ikke mindst som følge af konkurs. 

Betingelsen for at opnå gældssanering er, at man ikke inden for de næste ca. 10 år har mulighed for at kunne afdrage den samlede gæld, og at gælden ikke skyldes forbrugslån. Gældssanering vil da med stor sandsynlighed blive indledt, såfremt en række betingelser til en kommende afdragsperiode er opfyldt.

Forløbet i en gældssaneringssag er følgende: Der vil blive udarbejdet et budget, der dækker de næste 3 eller 5 år, alt efter om gældssanering sker i forbindelse med konkurs (3 år) eller ikke (5 år). I disse 3 eller 5 år skal der afdrages et månedligt beløb til kreditorerne.

Det er som udgangspunkt en betingelse, at man har en afklaret økonomi, det vil sige, at man har et fast 37 timers arbejde, er førtidspensionist eller folkepensionist. Dog er der lempelige regler, såfremt gældssaneringen sker i forbindelse med konkurs.

Ved gældssaneringen bliver de aktiver, der eventuelt måtte tilkomme den, der søger gældssanering, som udgangspunkt solgt. Derefter udarbejdes et budget, hvor det beløb der skal betales til kreditorerne opgøres som indtægterne fratrukket en række bestemte udgifter, såsom husleje, A-kasse, transport, medicin m.v. samt et rådighedsbeløb stort kr. 5.650,00 for enlige og kr. 9.590,00 for et par (i år 2012.).

Vedrørende udgifterne i budgettet skal bemærkes, at der bl.a. alene må fastsættes en rimelig husleje, svarende til ca. kr. 7.000,00 til kr. 8.500,00 inkl. forbrug.

Der udarbejdes endvidere et børnebudget, hvori der pr. barn afsættes et rådighedsbeløb afhængig af barnets alder. Såfremt der er underskud på børnebudgettet, fratrækkes underskuddet i budgettet.

Der skal indleveres en ansøgning til skifteretten, og skifteretten vil således indkalde til et møde til afklaring af, hvorvidt der kan indledes gældssanering. Ansøgningsskema findes på www.domstol.dk og det er vigtigt, at det udfyldes grundigt og med alle de ønskede bilag.

Såfremt gældssaneringssag indledes, vil skifteretten udpege en medhjælper, der vil bistå dig i forbindelse med udarbejdelse af budget og forslag til gældssanering. Begge dokumenter vil blive fremsendt til kreditorernes orientering. Når forslaget til gældssanering foreligger, vil der blive indkaldt til kreditormøde i skifteretten, hvor der tages endelig stilling til gældssaneringen.

Gældssaneringen er således en mulighed for at komme ud af en gæld, som man ellers aldrig ville kunne betale tilbage, og dette giver skyldneren en mulighed for at starte på en frisk og leve et liv, hvor det ikke er nødvendigt at stifte ny gæld for at få tingene til at hænge sammen. Det er derfor som udgangspunkt en betingelse, at der ikke er stiftet gæld til forbrug indenfor de seneste 5 år.