Fødevareministeren har fremsendt et lovforslag om ændring af den nugældende landbrugslov.

Sigtet med den nye landbrugslov er blandt andet at øge konkurrencedygtigheden for dansk landbrug, så dansk landbrug vil stå stærkere i konkurrenceevnen overfor øvrige landmænd i EU. 

Forslaget til ny landbrugslov lægger op til vidtgående lempelser, der på sigt må forventes at indebære, at landbrugsejendomme får langt større jordbesiddelser og langt større animalske produktioner end tilfældet er i dag.

Herudover vil lempelserne givetvis indebære, at man vil se videregående specialisering i landbruget sammenholdt med, hvad man ser i dag.

Af forslag til ændringer kan blandt andet nævnes følgende:

Det foreslås, at grænsen på 400 ha eller 4 ejendomme for, hvor mange hektar eller antal landbrugsejendomme, den enkelte landmand må eje, bliver ophævet og at afstandsgrænsen på 10 km ved erhvervelse i fri handel ophæves.

Det foreslås, at grænsen på 500 ha gældende ved forpagtning af jord til samdrift ophæves, at uddannelseskrav ved forpagtning over 70 ha ophæves, og at der sker ophævelse af afstandsgrænsen på 15 km ved forpagtning af vedvarende græs og naturarealer.

Endvidere vil der sandsynligvis ske en ændring af reglerne om bopælspligt. 

Vedrørende reglerne om husdyrhold forventes disse ophævet, således at der fremadrettet ikke er noget loft over antallet af dyrenheder pr. bedrift.

Reglerne om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme forventes lempet med henblik på at styrke landbrugets generelle muligheder for at tiltrække ny kapital.

Som følge heraf forventes det at blive lettere for selskaber at købe og drive landbrug. Således forventes det at muligheden for at organisere sig i selskabsform eller erhverve landbrugsejendomme via selskaber og dermed tiltrække kapital fra private investorer, herunder pensionskasser, udvides.

Indtil videre forventes det, at den nye landbrugslov træder i kraft med virkning fra 1. juli 2010. 

Uanset, at visse dele af dansk landbrug tumler med finanskrisen, bør den forventede ændring af landbrugsloven have stor bevågenhed hos alle, der ejer og driver landbrugsejendomme.