Denne artikel vedrører (I) den sidste retspraksis ved formalisering og obligatorisk registrering af overdragelse af andele i ejendomsselskaber foretaget i udlandet samt (II) betydningen for parthavers kontokurant.
I Overdragelse af anparter, som har fundet sted i udlandet, af ejendomsselskaber, som besidder ejendomme eller ejendomsrettigheder beliggende i Frankrig, skal fremover registreres ved et officielt dokument oprettet af en notar i Frankrig og registreres inden for en frist på en måned at regne fra datoen for overdragelsen (tilføjelser til finansloven 2011, nr. 2011-1117, 19. september 2011, artikel 1, I, 7 og 9 og III).
Disse bestemmelser er gældende for overdragelser fra den 1. november 2011.
Dokumenter angående overdragelse af andele i juridiske personer med hovedaktivitet inden for ejendomssektoren skal registreres inden for en frist på en måned at regne fra overdragelsesdatoen (skatteloven (CGI), artikel 635, 2, 7. bis).
Disse overdragelser pålægges en registreringsafgift på 5 % (forholdsmæssig afgift svarende til den almindelige skatteprocent for salg af faste ejendomme) (skatteloven (CGI) artikel 726, I, 2.).
Inden for rammerne af skattereformen angående kapitalgevinst på fast ejendom indfører artikel 1, 7. og 9. i den anden tilføjelse til finansloven 2011 obligatorisk formalisering og registrering i Frankrig af overdragelse af andele i ejendomsselskaber, som har fundet sted i udlandet, når de pågældende ejendomme er beliggende i Frankrig.
Formålet med denne foranstaltning, som er konsekvensen af et ændringsforslag vedtaget af den franske nationalforsamling, er at undgå, at selskabsandele, hvis aktiver hovedsageligt består af ejendomme beliggende i Frankrig, kan overdrages i udlandet uden betaling af 5 % registreringsafgift samt indkomstskat i tilfalde af en eventuel kapitalgevinst.
Denne anordning forstærker effekten af bestemmelsen indført i artikel 43 i tilføjelse til finansloven 2009, som havde til hensigt at sikre beskatning af alle overdragelser af ejendomsselskaber, når den underliggende ejendom er beliggende i Frankrig, og det uanset hvilket statsborgerskab ejeren eller køberen har, og uanset hvor overdragelsen finder sted (tilføjelser til finansloven 2009, nr. 2009-1674, 30. december 2009, artikel 43: JCP N 2010, nr. 7, 1095).
Overdragelse af andele i juridiske personer med hovedaktivitet inden for ejendomssektoren, som finder sted i uden for Frankrig, skal fremover:
- konstateres inden for en frist på en måned ved officielt dokument oprettet af en notar i Frankrig (skatteloven (CGI) artikel 726, I, 2. ændret).
Indblandingen af en notar har til formå1 at bruge TRACFINs service til bekæmpelse af hvidvaskning af penge gennem notarernes lovbestemte forpligtelse til at udøve forsigtighed.
- registreres inden for en frist på en måned at regne fra datoen for overdragelsen (skatteloven (CGI) artikel 635, 2, 7. bis ændret).
Vi minder om at "hovedaktivitet inden for ejendomssektoren" defineres som en juridisk person uanset dennes nationalitet:
- hvis selskabsrettigheder ikke handles på et reguleret marked for finansielle
instrumenter eller på et multilateralt handelssystem,
- hvis aktiver fortrinsvis består af, eller har bestået af i året før overdragelsen, ejendomme eller ejendomsrettigheder beliggende i Frankrig eller andele i juridiske personer, hvis hovedaktivitet er ejendomssektoren.
Ikrafttræden — De nye bestemmelser træder i kraft den 1. november 2011 (artikel 1, III) og gælder altså for overdragelser.
II Den højeste ret vurderer at i tilfælde af manglende selvangivelse og dermed af manglende vurdering af en parthavers kontokurant, skal skattemyndighederne fastsætte værdien i henhold til de regnskabsmæssige elementer, som de har kendskab til, det vil sige den nominelle værdi.
Det er efterfølgende op til skatteyderen, som er uenig i den fastsatte værdi, selv at fastsætte den reelle værdi.
En fordrings reelle værdi kan udgøre den antagelige inddrivelsesværdi, som er lig med den nominelle værdi, når det ikke er bevist, at kontoen kan anses som værende uinddrivelig den dag, hvor skatten forfalder til betaling.
I denne sag var selskabet, i hvilket den pågældende parthavers kontokurant indgik, i økonomiske vanskeligheder, og det manglede egenkapital.
Dommerne vurderede dog, at denne situation ikke i sig selv var nok til at bevise, at fordringens antagelige inddrivelsesværdi var lig med nul.
Ved denne dom bekræfter Kassationsretten tidligere retspraksis.
Skatteyderen skulle ikke angive værdien af den fordring, der udgjorde hans kontokurant i selskabet, eftersom selskabets økonomiske situation og fremtidsudsigter på det pågældende tidspunkt var så forgældet, at der var grundlag for at vurdere, at fordringen var uinddrivelig og dermed lig med nul.
Skattemyndighederne, som bestrider denne vurdering, fremlægger ikke bevis for det modsatte, nemlig at skatteyderen kunne inddrive sin fordring i betragtning af selskabets økonomiske vanskeligheder.
Denne dom afgivet af appelretten" forekommer at være I strid med den ovenfor nævnte dom afgivet af Kassationsretten.
