Ved opstarten af nye virksomheder, er koncentrationen i ejerkredsen ganske naturligt rettet mod helt andre områder end ejernes indbyrdes forhold. Måske har forretningsidéen været undervejs igennem flere år, og stifterne har måske været venner eller forretningspartnere igennem lang tid og forestiller sig ikke, at der kan opstå problemer i det fremtidige samarbejde.

Uanset ejernes fælles historie, må det dog anbefales, at der i virksomheder med flere ejere, udarbejdes en aftale - eller med et juridisk udtryk en overenskomst - mellem ejerne om, hvorledes ejerne skal forholde sig til de problemer og konflikter, som potentielt kan opstå i ejerkredsen.

En sådan aftale skal ses som en investering i virksomheden. Mange typer af problemer og konflikter i ejerkredsen kan være hæmmende og i værste fald være katastrofale for driften af en virksomhed.

Med en gennemtænkt og skræddersyet aftale kan man i mange tilfælde undgå, at disse problemer og konflikter får de værst tænkelige konsekvenser, da ejerne vil kunne falde tilbage på de løsninger, som de tidligere har aftalt med hinanden.

Indgå en skriftlig aftale

De problemer og konflikter, som potentielt kan opstå, opstår oftest flere år efter opstarten af den fælles virksomhed, og såfremt ejerne ikke har indgået en skriftlig aftale, er der stor risiko for, at parterne bliver uenige om det korrekte indhold af den indbyrdes aftale.

Vi kan derfor udelukkende anbefale, at indbyrdes aftaler i virksomhedens ejerkreds indgås skriftligt, og at samtlige parter i aftalen har en original udgave af aftalen.

Den skriftlige aftale mellem ejerne i et anparts-/ eller aktieselskab kaldes typisk for en anpartshaver- eller aktionæroverenskomst.

I interessentskaber, som er kendetegnet ved, at de ejes personligt af ejerne, kan aftalerne indgå i virksomhedens interessentskabskontrakt.

Typiske problemer og konflikter

Som nogle af de væsentligste og typiske problemer og konflikter, som ejere bør tage stilling til i aftalen kan nævnes følgende: 

  • Det fælles formål med virksomheden.
  • Arbejdstid.
  • Hvem udgør eller udpeger ledelsen i virksomheden?
  • Hvilke beslutninger kan træffes af en ejer alene, og hvilke beslutninger kræver enighed?
  • Har ejerne særlige forpligtelser overfor hinanden eller virksomheden?
  • Skal parterne binde sig til en konkurrence- eller kundeklausul, og hvilke vilkår skal i så fald gælde?
  • Hvilken udbyttepolitik skal virksomheden have?
  • Skal ejerandelene være de pågældende ejeres skilsmissesæreje?
  • Hvordan forholder parterne sig, hvis der opstår afgørende uenighed om virksomhedens drift?
  • Skal ejerne have forkøbsret til hinandens ejerandele, eller skal disse kunne sælges frit?
  • Exit fra virksomheden. Er der en bestemt tidshorisont med investeringen i virksomheden? Hvordan kan en ejer komme ud af ejerskabet? Skal en ejer være forpligtet til i særlige situationer at sælge sin andel af virksomheden og i så fald i hvilke situationer.
  • Hvordan skal ejerandelene værdiansættes?
  • Hvad skal ske i tilfælde af en ejers sygdom eller død?

Herudover kan der tænkes mange forskellige individuelle forhold, som de enkelte ejere lægger konkret vægt på i ejernes indbyrdes samarbejde.

Det frarådes derfor, at man anvender standardformularer m.v. ved udarbejdelsen af anpartshaver- /aktionær-overenskomster, da aftalerne bør være individuelt udformede.

Der er således mange forhold, som ejerne af en virksomhed bør være enige om ved opstarten af en fælles virksomhed.

Optagelse af medejere / generationsskifte

Det ses ofte, at virksomheder, som er stiftet af enkelte personer, senere optager yderligere personer i ejerkredsen.

I disse situationer er en aftale om ejernes indbyrdes forhold mindst ligeså vigtig som i forbindelse med en virksomheds opstart, da de ny ejere kommer med friske tanker om virksomhedens drift og måske ikke selv skal deltage i den daglige drift.

Det kan også være, at de(n) nye ejere skal overtage ejerskabet og ledelsen af virksomheden gradvist. I så fald bør de konkrete vilkår herfor aftales skriftligt mellem parterne i ejerkredsen.