I en dom fra retten i Holstebro er der taget stilling til spørgsmålet om hvorvidt en lønmodtager har krav på at blive omfattet af en pensionsordning.

Sagen drejede sig om en kvindelig lønmodtager som under sin ansættelse rejste krav om at blive omfattet af en pensionsordning som blev indført på arbejdspladsen, mens hun var ansat. Hun gjorde gældende, at der var tale om en generel ordning, og at hun efter reglerne i ligebehandlingsloven havde krav på at blive omfattet af ordningen. 

Arbejdsgiveren pointerede under sagen, at tildeling af en pensionsordning med arbejdsgiverbetaling er at betragte som et løn accessorium, når denne indføres som noget nyt på arbejdspladsen, og at det ligger under ledelsesretten at vurdere, hvorvidt en medarbejder har gjort sig fortjent til en lønstigning i form af en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Retten gav arbejdsgiveren medhold og fastslog, at der ikke var tale om en overtrædelse af ligebehandlingslovens § 4 .