Ny adgang til blokering af hjemmesider, eller kodificering af gældende ret?

2011 blev året hvor de nye bestemmelser i Lægemiddellovens § 39 b og Spillelovens § 59 så dagens lys. De nyindførte bestemmelser, giver hjemmel til at tvinge internetudbydere til at foretage DNS-blokeringer af de hjemmesiders domæner, der anses for at forhandle ulovlige lægemidler, eller tilbyde ulicenserede spil. Såfremt internetudbyderne nægter, kan det gennemtvinges ved rettens hjælp.

Det generelle spørgsmål om blokering af internetsider, der anses for at være i strid med dansk ret,  er f.eks. kommenteret i et åbent brev fra bl.a. Danske Advokater, Forbrugerrådet og Advokatsamfundet[1]:

”…rejses den generelle debat ikke snart, er det næppe sidste gang, at blokering for hjemmesider indgår som løsningen på et problem – uden at de grundlæggende forudsætninger og betingelser for den slags indgreb er lagt fast. Censur på internettet er ikke en langvarig og holdbar løsning for uønsket adfærd på internettet.”

Citatet er fra 2010, hvor hjemmelen i Lægemiddelloven endnu kun var på lovforslagsniveau, og spillelovens hjemmel ikke var sat i kraft. Den generelle debat kan vanskeligt siges at have været blevet taget siden, men spilleloven trådte i kraft og lovforslaget til Lægemiddelloven gik igennem – uden at de grundlæggende forudsætninger og betingelser for den slags indgreb blev lagt fast.

I dette lys, synes en uspecificeret hjemmel som dem der findes i Lægemiddelloven og Spilleloven, der blot kræver ulovlighed, at have realiseret nogle af de bekymringer der luftedes i det åbne brev fra 2010.

Flere store generelle spørgsmål står således fortsat ubesvaret hen juridisk:

• Hvad gør man med en hjemmeside med blandet lovligt og ulovligt indhold?
• Bør hjemmesideejeren inddrages eller varsles i sagen?
• Skal der være proportionalitet mellem forseelse og blokering?
• Hvordan takles efterfølgende ændringer af hjemmesidens indhold?
• Osv…

Man kan let forestille sig bestemmelserne give anledning til ganske komplekse juridiske situationer, der synes at savne en principiel debat og klar politisk stillingstagen:

• En udenlandsk avis indeholder ulicenserede spil. Skal avisens hjemmeside blokeres?
• En søgemaskine formidler adgangen til de ulovlige spil via sine søgeresultater og reklamer. Skal søgemaskinen blokeres?
• En auktionsside tillader salg af alskens slags varer, der er lovlige i hjemmesidens hjemland, herunder lægemidler der ikke har Lægemiddelstyrelsens tilladelse. Skal auktionssiden blokeres?

Det bemærkes i den forbindelse, at DNS-blokeringsformen, der er den hidtil eneste anvendte blokeringsform herhjemme, blokerer hele domænenavnet med alt indhold, og kan således ikke specificeres til kun at blokere ulovligt indhold på en hjemmeside.

Ofte overlades det fra politisk hold til domstolene at fortolke lovbestemmelsernes videre indhold, hvilket ikke i sig selv er kritisabelt. Spørgsmålet om DNS-blokeringer kan i sin nuværende form dog næppe siges at være underlagt en egentlig domstolskontrol, idet blokeringerne herhjemme kan gennemtvinges gennem fogedretten og det uden inddragelse eller varsling af hjemmesideejeren, hvis hjemmeside blokeres. End ikke én eneste justifikationssag om spørgsmålet om lovligheden af en DNS-blokering har således, forfatteren bekendt, endnu fundet sted i Danmark.

Spørgsmålet er dog, om lovgivningsinitiativerne der giver hjemmel til DNS-blokeringer overhovedet er udtryk for en afgørende ændring i retstilstanden omkring blokering af hjemmesider, eller blot en kodificering af gældende ret. Hjemmesider der krænker ophavsrettigheder har således f.eks. gennem en årrække kunnet blokeres, og det uden specifik lovhjemmel dertil.

Spørgsmålet om DNS-blokeringer i forbindelse med netværksoperatørers rene, automatiske videreformidling(”mere conduit”) af tredjemands ophavsretskrænkelser på Internettet i Danmark er dog lidt specielt. Der gælder nemlig det særlige i dansk ret, at den tekniske og midlertidige kopiering, der finder sted hos Internetudbyderen (der i øvrigt er en forudsætning for al kommunikation på Internettet) anses som en selvstændig ophavsretskrænkelse. Denne retsstilling gør et fogedforbud rettet mod Internetudbyderen til en ukompliceret affære, idet denne selvstændigt foretager alle ophavsretskrænkelserne, der passerer gennem netværket.

Spørgsmålet om mulighederne for DNS-blokeringer i forbindelse med ophavsretskrænkelser på Internettet, er altså ikke uden videre udtryk for den generelle retsstilling i spørgsmålet om mulighederne for gennemtvingelse af en DNS-blokering.

Der findes imidlertid en sjældent omtalt dom fra Københavns Byret fra december 2009 angående blokering af hjemmesiden thermapower.com[2]. Sagen var anlagt af Lægemiddelstyrelsen mod diverse danske internetudbydere. Lægemiddelstyrelsen ønskede hjemmesiden blokeret og sagen fandt altså sted forinden den nyindførte hjemmel i Lægemiddelloven eksisterede.

Den ”reelle modpart”, indehaveren af hjemmesiden, var ikke part i sagen, Lægemiddelstyrelsen fik medhold, og hjemmesiden blokeredes.

Dommen viser altså, at en hjemmeside kan blokeres uden specifik lovhjemmel, blot den er ulovlig efter dansk ret. Bekymringerne for fremtiden i det ovenfor omtalte åbne brev fra bl.a. Danske Advokater, har således været en historisk realitet siden 2009, hvis Thermapower-dommen er udtryk for gældende ret.

Skulle den fulde konsekvens af denne retsstilling drages, og samtlige hjemmesider der på en eller anden måde krænker dansk ret dermed blokeres, ville Internetkommunikation på www. for Danmarks vedkommende ophøre med at eksistere som vi kender det i dag.

Til slut bemærkes det, at blokeringen af Thermapower.com er aktiv den dag i dag. Det samme er domænenavnet. Hvis man imidlertid omgår blokeringen (hvilket ikke er ulovligt i sig selv), kan man se, at der ikke længere forhandles nogen lægemidler fra domænet, og årsagen til blokeringen er altså ophørt.

Men blokeringen består på ubestemt tid.