En lejer havde fra sin indflytning i 1991 parkeret i gården til udlejningsejendommen, men i forbindelse med en renovering af gården i 2006, forbød udlejeren fremtidig parkering i gården. I både Byretten og Landsretten fik lejer ret i, at gratis parkering var blevet en del af lejemålet. Højesteret nåede til et modsat resultat i deres dom af 2. september 2014.

En lejers brugsret omfatter som udgangspunkt kun de lokaler og fællesfaciliteter, der fremgår af lejekontrakten. Det kræver særlige holdepunkter, hvis lejer skal anses for at have fået aftaleretlige brugsrettigheder, ud over hvad der fremgår på skrift.

Udlejers og den tidligere ejers stiltiende accept af lejerens gratis parkering i gården kunne alene anses for en midlertidig accept. Det kunne ikke anses for en accept af, at parkering var en del af lejeforholdet. Udlejer havde derfor været berettiget til, at forbyde gratis parkering i gården.

Det betyder, at du som udlejer ikke nødvendigvis behøver være opmærksom på og protestere imod friheder, som dine lejere måtte tage sig. Der skal ifølge Højesteretsdommen en del til, for at lejer kan få medhold i, at yderligere faciliteter uden videre er blevet omfattet af lejekontrakten.