En virksomheds varemærke kan have en betydelig værdi. Interessen for mærkets værdi og beskyttelse er klart vokset de seneste år. Alligevel er der mange virksomheder, som forsømmer at sikre deres rettigheder.

Hvad er et varemærke

Varemærke er et forretningskendetegn. Det kan således være virksomhedens eller produktets navn angivet i ord, ordforbindelser eller tal. Det kan også være slogans, logo, varens form, udstyr eller emballage.

Varemærket skal have særpræg. Det betyder, at varemærket ikke må beskrive varens art, beskaffenhed, mængde eller oprindelse.

Således vil Apple ikke kunne registreres for forhandling af æbler, men kan godt registreres som varemærke for computere.

 

Hvordan opnår man varemærkeret

I princippet behøver man ikke at registrere sit varemærke, idet en varemærkeret stiftes ved ibrugtagning.

Imidlertid kan det være vanskeligt at bevise, at varemærket har været taget i brug på en given dato. For at sikre sine rettigheder anbefales det, at varemærket registreres i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Registrering er også en god idé, hvis man ønsker at registrere sit varemærke defensivt. Det betyder, at man kan registrere det, før det tages i brug. Bruger man ikke varemærket indenfor 5 år, skal man dog være opmærksom på, at registreringen så bortfalder.

 

Hvilken beskyttelse giver varemærkeretten

Varemærkeretten giver beskyttelse mod alle andre varemærker, som er forvekslelige med dit varemærke. Praksis vedrørende forvekslelighed er meget omfattende og kompleks.

Eksempler på forvekslelighed er f.eks. ALKASIL, som var forveksleligt med ALKA-SELTZER. Eksempel på varemærker, som ikke er forvekslelige er ARIEL overfor MURIEL. Når man skal vurdere, om varemærker er forvekslelige, indgår der en lang række momenter, herunder begyndelsesbogstaverne, lyde, antal af stavelser, mærkernes visuelle udseende m.v.

Varemærkeretten giver som udgangspunkt kun beskyttelse indenfor ens eget forretningsområde. Det er således et krav, at der skal være vareartslighed for, at der kan være tale om forvekslelighed.

Dette princip opretholdes dog ikke fuldt ud, hvis der er tale om meget betydelige og indarbejdede mærker, f.eks. de internationale mærker. Coca-Cola har således en beskyttelse, som rækker langt udover markedet for læskedrikke.

Før man introducerer et nyt varemærke, navn, logo etc., er det derfor en god idé at undersøge, om der kan ske registrering. Hos Patent- og Varemærkestyrelsen kan man bestille en kollisionsundersøgelse, hvor man kan se, om der er registreringshindringer.