International Accounting Standards Board (IASB) har ultimo juli 2011 udsendt et høringsdokument om organisationens fremtidige strategi og arbejdsprogram. Siden IASB blev etableret for godt ti år siden er gruppen lande som kræver/planlægger at kræve IFRS vokset. Samtidig er gruppen blevet mere forskelligartet og nye problemstillinger kan dukke op. De finansielle markeder er blevet mere komplekse. Nye og væsentlige standarder står for at skulle implementeres i de kommende år. Og nye aspekter ved finansiel rapportering så som elektronisk rapportering/indsendelse bliver stadig vigtigere.

Herudover blev der i forbindelse med første del af Trustees’ Strategy Review identificeret to vigtige forhold: i) nødvendigheden af at dokumentere kvaliteten i og relevansen af standarderne og ii) risikoen for, at implementering/indførsel af standarderne vil være forskelligartet.

IASB ønsker derfor at høre om ønsker til den fremtidige strategiske retning, til vægtningen af projekter i arbejdsplanen (udvikling af finansiel rapportering contra vedligeholdelse af eksisterende IFRS) samt til prioriteringen af eksisterende og potentielle nye projekter. Alle med interesse for finansiel rapportering opfordres til at bidrage, så IASB ved den fremtidige udformning af arbejdsprogrammet har en bredere forståelse for, hvordan brugere m.fl. mener den overordnede strategiske prioritering bør være, når IASB skal allokere sine ressourcer over de næste tre år.

IASB vurderer selv, at det fremtidige arbejde skal ske indenfor to overordnede temaer: i) udvikling af finansiel rapportering og ii) vedligeholdelse af eksisterende IFRS. Sammenfattende foreslår IASB at give højest prioritet til færdiggørelsen af de fire store projekter (omsætning, leasing, finansielle instrumenter og forsikringskontrakter) samt de projekter, man allerede er forpligtet til. Det omfatter fx opdatering af begrebsrammen, herunder eventuel udvikling af en begrebsramme for præsentation og oplysningskrav.

Det omfatter også den normale vedligeholdelse af standarder efterhånden som spørgsmål og problemstillinger opstår i praksis, opfølgning på implementeringen (post-implementation reviews) af IFRS 8, Segmenter og IFRS 3, Virksomhedssammenslutninger, treårs opfølgning på IFRS for SMEs samt forskning vedrørende fremtidig regnskabsaflæggelse. Herudover indeholder høringsdokumentet en liste over projekter, som er blevet udskudt bl.a. som følge af IASBs fokus på de fire store projekter. Disse udskudte projekter, hvoraf der allerede er udført en del arbejde på nogle, opfatter IASB selv som potentielle projekter til det fremtidige arbejdsprogram. Høringen vil medvirke til at afgøre, om det bliver disse eller andre projekter, som skal indgå i den fremtidige arbejdsplan.

Kommenteringsperioden løber frem til 30. november 2011. IASB vil frem til denne dato gennemføre yderligere tiltag, så som møder med interessenter (outreach) og man vil gøre en særlig indsats for at få input fra brugere/investorer.

Relaterede links