Folketinget har den 12.06.12 vedtaget det lovforslag (L 125) om bl.a. ændring af årsregnskabsloven, der blev fremsat den 21.12.11. Lovforslaget er vedtaget som lov nr. 546 af 18.06.12.

Loven indebærer, dels at der oprettes en mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd, dels at årsregnskabslovens krav til rapportering om samfundsansvar udvides til også at omfatte menneskerettigheder og klimapåvirkninger.

Den vedtagne lov kan findes i her.

Lovbemærkningerne til lovforslaget kan findes her.

Udvidelsen af årsregnskabslovens krav til rapportering om samfundsansvar til også at omfatte menneskerettigheder og klimapåvirkninger omtales nedenfor. Oprettelsen af mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd omtales ikke nærmere.

Hvad ændres i årsregnskabsloven?

Loven indeholder en række ændringer af årsregnskabslovens § 99a.

Denne bestemmelse gælder alene for store virksomheder omfattet af regnskabsklasse C samt børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber omfattet af regnskabsklasse D. Bestemmelsen gælder, uanset om årsrapporten aflægges efter årsregnskabsloven eller IFRS.

Bestemmelsen er derimod ikke relevant for små virksomheder omfatter af regnskabsklasse B og mellemstore virksomheder omfatter af regnskabsklasse C, medmindre virksomheden frivilligt vælger at supplerende ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar.

Det fremgår som hidtil af bestemmelsen, at store virksomheder skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 1.

Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til bl.a. menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter.

 Redegørelsen for samfundsansvar skal som hidtil indeholde oplysning om følgende:

 1.    Politikker:

Virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder evt. standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender

2.    Omsættelse af politikker til handlinger:

Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder evt. systemer eller procedurer herfor

3.    Hvad der er opnået som følge af arbejde:

Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, og virksomhedens evt. forventninger til arbejdet fremover, jf. stk. 2.

Hvis virksomheden ikke har politikker for samfundsansvar, herunder politikker for at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter, skal dette oplyses i ledelsesberetningen, jf. stk. 1 og stk. 3. Der er ikke krav om, at det skal begrundes i ledelsesberetningen, hvorfor virksomheden ikke har sådanne politikker.

Redegørelsen for samfundsansvar skal som hidtil gives i tilknytning til ledelsesberetningen, jf. stk. 4 (tidligere stk. 3). Virksomheden kan dog i stedet vælge at offentliggøre redegørelsen:

  • I en supplerende beretning til årsrapporten, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, eller
  • På virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at redegørelsen for samfundsansvar er den del af ledelsesberetningen, uanset hvordan redegørelsen offentliggøres.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens (nu Erhvervsstyrelsen) bekendtgørelse nr. 761 af 20.07.09 indeholder uddybende regler om offentliggørelse af redegørelsen for samfundsansvar (og redegørelsen for virksomhedsledelse, jf. årsregnskabslovens § 107b) på virksomhedens hjemmeside m.v. Denne bekendtgørelse kan findes her.

For virksomheder, der udarbejder koncernregnskab, er det som hidtil tilstrækkeligt, at oplysningerne om samfundsansvar gives for koncernen som helhed, jf. stk. 6 (tidligere stk. 5).

En dattervirksomhed, der indgår i en koncern, kan som hidtil undlade at medtage oplysninger om samfundsansvar i sin egen ledelsesberetning, hvis:

  • Modervirksomheden opfylder oplysningskravene for den samlede koncern, eller
  • Modervirksomheden har udarbejdet en fremskridtsrapport i forbindelse med tilslutning til FN’s Global Compact eller FN’s principper for ansvarlige investeringer, jf. stk. 7 (tidligere stk. 6).

En virksomhed, der har udarbejdet en fremskridtsrapport i forbindelse med tilslutning til FN’s Global Compact eller FN’s principper for ansvarlige investeringer, kan som hidtil undlade at give oplysninger om samfundsansvar, jf. stk. 8 (tidligere stk. 7). Virksomheden skal dog oplyse i ledelsesberetningen, at den anvender denne undtagelse, og angive, hvor rapporten er offentligt tilgængelig.

Hvornår træder ændringerne af årsregnskabsloven i kraft?

Loven træder som hovedregel i kraft den 01.12.12, jf. § 10, stk. 1. Ændringerne af årsregnskabsloven træder imidlertid først i kraft med virkning for regnskabsår, der begynder den 01.01.13 eller senere, jf. § 10, stk. 2, hvilket for virksomheder med kalenderåret som regnskabsåret vil sige med virkning for regnskabsåret 2013.

Hvad med finansielle virksomheder m.v.?

Det fremgår af lovbemærkningerne, at der vil blive indført tilsvarende oplysningskrav for institutionelle investorer, investeringsforeninger og børsnoterede finansielle virksomheder i øvrigt (pengeinstitutter og forsikringsselskaber m.v.), der ikke er omfattet af årsregnskabsloven. Regnskabsreglerne for disse virksomheder er i vidt omfang fastsat i bekendtgørelser udstedt af Finanstilsynet.

Hvad indeholder loven ellers?

Ud over en ændring af årsregnskabsloven indeholder loven også regler om oprettelse af en mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd, jf. §§ 1-9. Denne mæglings- og klageinstitution vil være et uafhængigt organ inden for den offentlige forvaltning. Mæglings- og klageinstitutionen skal behandle sager vedrørende overtrædelse af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder. Enhver vil kunne indbringe en klage for mæglings- og klageinstitutionen, der dog også vil kunne behandle sager af egen drift.