Den nye forældelseslov er gældende, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.

Den almindelige forældelsesfrist i den nye lov er på 3 år (mod 5 år i den nugældende 1908-forældelseslov), som er gældende, medmindre andet følger af andre bestemmelser i loven.

Var fordringshaveren (kreditor) ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Der er i loven fastsat en række særlige forældelsesfrister. Som eksempler kan anføres følgende:

Forældelsesfristen er 5 år for fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold.

Forældelsesfristen er 10 år,

  1. når der er udstedt gældsbrev for fordringen,
  2. når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller
  3. når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav, påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes dog efter den 3-årige forældelsesregel.

Forældelsesfristen er 10 år for fordringer i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter.

For fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter el.lign., herunder på tilskrevne renter, er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.

Den nye forældelseslov træder i kraft den 1. januar 2008.

Loven finder også anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler.
 

Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet efter såvel den ny lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

Det bemærkes for god ordens skyld, at kun uddrag af de nye regler er omtalt, og at samtlige bestemmelser i det nye regelsæt således ikke er anført.