Højesteret skal efter sommeren afgøre, hvilke krav der stilles til bevisbyrden for, at et påmindelsesbrev om betaling af en gæld er kommet frem. Dette spørgsmål har afgørende betydning for påmindelser kommet frem før 1. januar 2008, idet man dengang kunne afbryde forældelsesfristen for visse fordringer blot ved at sende en påmindelse; afbrydelsen skete så på den dag, hvor påmindelsen var kommet frem.

Hvis Højesteret kommer frem til, at det er nok, at kreditor blot oplyser, at han har sendt en påmindelse og eventuelt fremlægger denne i retten, så vil kreditorerne godt kunne løfte denne bevisbyrde og dermed undgå at miste mange milliarder kroner, idet de så opnår en ny forældelsesfrist på 10 år. Hvis retten derimod pålægger kreditor, at han skal bevise, at påmindelsesbrevet rent faktisk er kommet frem, så vil kreditorerne komme i problemer, idet de i langt de fleste sager ikke kan løfte denne bevisbyrde… hvormed fordringen vil være forældet på et tidligere tidspunkt; dermed risikerer kreditorerne, at fordringen er forældet, selvom de har sendt en påmindelse.

Hvis der fx er sendt en påmindelse i efteråret 2007 vedrørende gæld i henhold til en dom fra 1999, og bevisbyrden for, at påmindelse er kommet frem, er løftet, forældes fordringen som udgangspunkt i efteråret 2017. Hvis bevisbyrden derimod ikke er løftet, vil fordringen alt andet lige anses at være forældet den 1. januar 2011. Derfor er betydningen af, hvilke krav der stilles til bevisbyrden for, at et påmindelsesbrev er kommet frem, selvsagt stor.

Der har været afsagt en del afgørelser omkring dette spørgsmål de sidste par år og retstilstanden synes ikke entydig. Særligt springer afgørelsen U.2012.1044Ø i øjnene, idet den konkluderede, at det, at kreditor har sendt et påmindelsesbrev ikke i sig selv løfter bevisbyrden for, at påmindelsen er kommet frem. Da skyldneren i sagen nægtede at have modtaget påmindelsen, blev resultatet, at påmindelsen ikke ansås at være kommet frem. Retsvirkningen af denne afgørelse er markant, idet en skyldner så ”blot” kan nægte at have modtaget påmindelsesbrevet, hvormed kreditor i stort set alle sager ikke kan løfte bevisbyrden for, at det er kommet frem – hvormed forældelsen ikke er afbrudt ved påmindelsen, og gælden derfor vil være forældet på et tidligere tidspunkt.

Højesteret skal som nævnt behandle spørgsmålet i en af disse sager efter sommerferien, og udfaldet af denne afventes naturligvis i spænding.

Problemstillingen er i øvrigt grundigt behandlet i en artikel i Fuldmægtigen (FM 2012.201).