Et rykkergebyr er et gebyr for, at en virksomhed har besvær med at sende rykkere til de kunder, der ikke betaler til tiden. Rykkergebyrer opkræves på meget forskelligt vis af virksomheder – hvis de overhovedet opkræves. Mange virksomheder er i tvivl om, hvor mange rykkere de skal sende. Efter min opfattelse er to eller tre passende. Yderligere rykkere end dette må anses som spild af tid. Det vigtigste er blot at man har en rykkerprocedure – og overholder den.

 Der kan opkræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for en rykker. Rykkeren skal være skriftlig; dvs. mundtlige rykkere kan der ikke kræves gebyr for. Det er ikke en betingelse, af man i forvejen har varslet, at der fremover vil blive sendt rykkere pålagt gebyr, ligesom det heller ikke er en betingelse, at der er en aftale om det, eller at skyldneren har godkendt det. Såfremt man vælger at lægge et mindre gebyr på – fx 50 kr. eller 75 kr. – er man bundet af det, dvs. man kan ikke senere runde gebyret op til de 100 kr. Hvis man sender en rykker og slet ikke opkræver et rykkergebyr, vil man formentlig anses for at have frafaldet sin ret til gebyret.

 Der kan højst kræves gebyr for tre rykkere for den samme ydelse. Dermed ikke sagt, at der højst må sendes tre rykkere. Man må for så vidt sende lige så mange rykkere, man har lyst til, men man kan kun kræve gebyr for de tre. Man kan dog ikke fx sende seks rykkere á 50 kr. og dermed få de 300 kr. I så fald er man bundet af de 50 kr. og kan alene forlange i alt 150 kr.

 Der skal være mindst 10 dage mellem hver rykker, for at man kan kræve rykkergebyr. Såfremt man fx sender en rykker den 11. januar kan man kræve rykkergebyr, hvis den seneste rykker er sendt den 1. januar eller før. Den første rykker må man dog godt sende umiddelbart efter forfaldsdagen og forlange rykkergebyr for den. Hvis en ydelse forfalder til betaling den 31. december må man således godt sende en gebyrbelagt rykker den 1. januar.

 Kreditor kan overlade det til sin advokat at sende gebyrbelagte rykkere, således at sagen fx overdrages til advokaten allerede efter forfaldsdag. Så snart advokaten tager fordringen til inkasso, er det dog slut med at opkræve rykkergebyr.