Der udvises – især fra agenturgivernes side – megen kreativitet for at undgå, at få kategoriseret et samarbejde om afsætning som andet end et handelsagentforhold, for at undgå agentens krav om godtgørelse. Der er ofte et ønske om samarbejde med en selvstændig erhvervsdrivende som ”konsulent” eller lignende.

Endvidere forekommer det hyppigt, at styringen af samarbejdet fra agenturgiverens side er så vidtgående at der reelt bliver tale om et ansættelsesforhold.

Der bruges mange betegnelser for samarbejdet, men betegnelsen er ikke det afgørende for, om samarbejdet er omfattet af agentreglerne. Det afgørende er, om samarbejdspartneren kan karakteriseres som ”den der for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for agenturgiverens regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg af varer ved at indhente tilbud til agenturgiveren.” Man kan så kalde samarbejdet hvad man vil. Opfyldes de nævnte karakteristika er der tale om et handelsagentforhold.

Det er vigtigt – især for agenturgiveren – at få fastlagt, om der er tale om et handelsagentforhold eller et ansættelsesforhold, idet en ”uventet” retsstilling primært kan komme agenturgiveren til skade.

Afgrænsningen af en selvstændig erhvervsdrivende/handelsagent over for en ansat må foretages på grundlag af en konkret vurdering, hvori kan indgå kriterier, der også har betydning i anden lovgivning, f.eks. funktionærloven, ferieloven og kildeskatteloven.

Ved afgørelsen må man lægge vægt på forskellige momenter, herunder navnlig om agenturgiver har en almindelig instruktionsbeføjelse, eller om mellemmanden disponerer frit over sin tid. Også vederlagets form har betydning. Hvis der er tale om ren provision taler det for, at mellemmanden er selvstændig, mens løn (fast løn eller minimumsløn) taler for at der foreligger et ansættelsesforhold. Endvidere kan det f.eks. indgå i vurderingen om mellemmandens virksomhed drives fra egne lokaler, om mellemmanden ubetinget personligt skal udføre arbejder, eller om han kan overlade det til andre. Et moment kan også være om agenturgiveren betaler mellemmandens udgifter til rejser, repræsentation mv.

Statueres der ansættelsesforhold, vil det kunne have betydelige negative konsekvenser for agenturgiveren. Dels kan agenturgiveren komme til at hæfte for agentens skat i det omfang, der ikke er sket betaling af den skat for hvilken agenturgiveren havde indeholdelsespligt. Dels kan agenturgiveren blive erstatningsansvarlig over for agenten, der ikke får det forudsatte fradrag for driftsudgifter, men alene et ligningsmæssigt fradrag.