Ved lov nr. 719 af 25. juni 2010 vedtog Folketingen en ændring af Markedsføringsloven (LBK nr. 839 af 31. august 2009), der medfører en generel faktureringspligt for regningsarbejder fra 1. juli 2010, ligesom de 9 specifikke faktureringsbekendtgørelser ophæves 1. juli 2010.

 

Faktureringskrav før lovændringen

Den tidligere bestemmelse i Markedsføringslovens § 13, stk. 4 anførte alene, at den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring skulle tilstille denne en specificeret regning, der kunne sætte forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser, der indgik i ydelsen.

 

Samtidig var i 9 faktureringsbekendtgørelser opstillet specifikke krav til fakturering inden for bestemte områder, nemlig:

-          fakturering af glarmesterarbejde,

-          fakturering af flyttearbejde,

-          faktureringsregler for formidling af annoncer og reklamer,

-          fakturering af autoreparation,

-          fakturering af vej-, jord-, kloak- og betonarbejde, murer-, tømrer- og bygningssnedkerarbejde, elektrikerarbejde samt blikkenslager- og VVS-arbejde,

-          faktureringsregler for bogførings-, regnskabs- og revisionsvirksomhed og dermed ligestillet virksomhed,

-          fakturering af malerarbejde

-          fakturering af reparationsarbejde for husholdningsapparater til elektricitet og gas

-          fakturering af reparationsarbejde for audio/videoprodukter (radio og tv m.m.)

 

Faktureringskrav efter lovændringen

Med lovændringen er de 9 ovenstående faktureringsbekendtgørelser blevet ophævet 1. juli, og der er indført et generelt faktureringskrav inden for alle områder.

 

Der stilles i Markedsføringslovens § 13, stk. 4 nu krav om, at forbrugeren tilstilles en specificeret regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Herunder skal forbrugeren have oplysninger om:

-          timepris,

-          timeforbrug og

-          materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på ydelsen.

 

Efter bestemmelsens stk. 5 kan den erhvervsdrivende helt eller delvist erstatte de krævede oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug med andre oplysninger efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane inden for det pågældende område.

 

På forbrugerens begæring skal den erhvervsdrivende efter bestemmelsens stk. 6 i særlige situationer give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen.

 

Konsekvenser af den generelle faktureringspligt

Som anført er der med lovændringen indført et generelt faktureringskrav inden for alle områder, hvor der tidligere kun var specifikke faktureringskrav inden for de i faktureringsbekendtgørelser omhandlede områder, ligesom de 9 faktureringsbekendtgørelse er blevet ophævet. Det medfører, at de erhvervsdrivende nu kun skal forholde sig til reglerne i Markedsføringsloven, ligesom faktureringsmulighederne nu er gjort mere fleksible, idet faktureringen kan følge sædvanen inden for den respektive branche. Erhvervsdrivende i de brancher, der tidligere var omfattet af faktureringsbekendtgørelsen, skal således som udgangspunkt nu give færre oplysninger til forbrugerne som følge af den generelle faktureringspligt.

 

Hvilke yderligere oplysninger kan forbrugeren kræve?

De i Markedsføringslovens § 13, stk. 4 påkrævede oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug forventes efter betænkningen til lovforslaget at være tilstrækkelige oplysninger i langt de fleste tilfælde.

 

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at forbrugeren kan kræve de yderligere oplysninger, der med rimelighed kan forventes, at en virksomhed kan fremskaffe uden det bliver uforholdsmæssigt byrdefuldt. Man kan således ikke forvente, at en virksomhed registrerer og med rimelighed kan skaffe oplysninger, der ligger udover de krav til en faktura, som virksomheden tidligere var underlagt efter faktureringsbekendtgørelserne.

 

Det fremgår desuden af bemærkningerne, at en forbruger for eksempel kan anmode om yderligere oplysninger, hvis det samlede beløb for ydelsen er væsentlig højere, end hvad man sædvanligvis kan forvente for den pågældende ydelse. Der kan eksempelvis også være tale om situationer, hvor det vil være relevant at give oplysninger om grundgebyr, kørsel eller brug af eksternt arbejder – f.eks. hvor de obligatoriske oplysninger om timeforbrug, timepris og materialeforbrug alene udgør en mindre del af det samlede beløb.

 

Forbrugerombudsmanden har yderligere bemærket, at formålet med bestemmelsen er at sikre forbrugeren gennemsigtighed, og udgangspunktet må derfor være, at såfremt oplysninger om timepris, timeforbrug og materialeforbrug i øvrigt er relevant, skal det samlede time- og materialeforbrug oplyses. Er der en væsentlig forskel på det fakturerede beløb og det angivne beløb for time- og materialeforbrug, må den erhvervsdrivende således forvente at skulle redegøre for restbeløbet. Ifølge forbrugerombudsmanden vil det bero på en konkret vurdering, hvor stor en del af regningen, der skal være udspecificeret, for at forbrugeren ikke kan kræve yderligere oplysninger.

Du kan finde Markedsføringsloven her, samt læse betænkningen her.