Erhvervs- og vækstministeren har fremsat et lovforslag om ændring af selskabsloven. Lovforslaget fremsættes på baggrund af en evaluering af selskabsloven, der blev vedtaget den 12. juni 2009. Formålet er således at samle op de erfaringer, som primært erhvervslivet har gjort sig med den nye selskabslov. Generelt har selskaberne gode erfaringer med at anvende loven, men lovforslaget indeholder dog enkelte større ændringer herunder; indførelse af iværksætterselskaber, nedsættelse af minimumskrav til anpartsselskabers selskabskapital, afskaffelse af muligheden for at stifte nye selskaber med begrænset ansvar samt mulighed for, at selskaber kan flytte deres hjemsted til et andet EU-land.

Iværksætterselskaber
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at stifte et aktie- eller anpartsselskab, uden at man bliver mødt med et kapitalkrav. Man kan dog efter de gældende regler stifte et selskab med begrænset ansvar uden kapitalkrav (SMBA, AMBA og FMBA). Disse selskaber er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Selskaber med begrænset ansvar (SMBA) ønskes i lovforslaget afskaffet (se nedenfor omkring afskaffelse af selskaber med begrænset ansvar), og derfor foreslås det, at det skal være muligt at stifte et iværksætterselskab med begrænset ansvar. Da der vil være tale om en særlig type anpartsselskab vil iværksætterselskabet være omfattet af lovgivningens regler for anpartsselskaber.

Det særlige ved iværksætterselskabet er, at der alene er et krav om en selskabskapital på 1 kr. ved stiftelsen. Desuden foreslås det, at det påhviler iværksætterselskabet at henlægge mindst 25 % af selskabets overskud til en bunden reserve. På den måde skal selskabets kapitalgrundlag opbygges. Det betyder også, at selskabet ikke kan udlodde udbytte før selskabskapitalen og reserven til opbygning af selskabets kapitalgrundlag samlet udgør mindst 50.000 kr.

Anpartsselskabers selskabskapital nedsættes til 50.000 kr.
Med vedtagelsen af selskabsloven blev kravet til anpartsselskabers minimumskapital nedsat fra 125.000 kr. til 80.000 kr. Generelt går udviklingen i EU i retning af, at flere lande vælger at ophæve eller nedsætte minimumskapitalen i anpartsselskaber, fordi man i dag fuldt lovligt kan omgå national lovgivning ved at etablere en filial af et udenlandsk selskab fra et land, hvor der ikke stilles kapitalkrav. Baggrunden for at man bl.a. i Danmark har opretholdt et minimumskrav er, at det kan medvirke til at styrke tilliden i forhold til medarbejdere og kreditorer, da det har en vis signalværdi, at kapitalejerne selv har indskudt penge i selskabet.

Da nedsættelse af kapitalkravet for anpartsselskaber til 80.000 kr. ikke har haft den tilsigtede effekt i form af et øget antal selskabsstiftelser, foreslås det i lovforslaget, at der for anpartsselskabers vedkommende alene skal gælde et krav om en minimumskapital på 50.000 kr.

Afskaffelse af selskaber med begrænset ansvar
Virksomheder med begrænset ansvar er, som tidligere nævnt, omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Virksomhedsformen SMBA (selskab med begrænset ansvar) anvendes primært til små virksomheder, og det foreslås i lovforslaget, at det ikke skal være muligt at oprette nye selskaber med begrænset ansvar, da man har konstateret, at overlevelsesgraden for disse selskaber er væsentligt lavere end for anpartsselskaber.

Desuden ønsker man at få flere virksomheder over i en lovreguleret selskabsform, hvor der – i modsætning til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder – stilles krav til ledelse, kapital og åbenhed samtidigt med, at man bevarer en vis fleksibilitet til gavn for især iværksættere (se ovenfor omkring iværksætterselskaber).

Eksisterende selskaber med begrænset ansvar vil kunne fortsætte som hidtil. Desuden berøres, hverken andelsselskaber med begrænset ansvar (AMBA) og foreninger med begrænset ansvar (FMBA) af de foreslåede ændringer.

Grænseoverskridende flytning af hjemsted
Afgørelser fra EU-domstolen har – med henvisning til den fri etableringsret – fastslået, at der skal være adgang til at flytte hjemsted på tværs af landegrænser inden for EU-medlemsstaterne. I EU-domstolens dom af 12. juli 2012 (sag C-378/10) blev det fastslået, at man ikke kan nægte et selskab at flytte hjemsted grænseoverskridende, medmindre der foreligger specifikke regler herom, der hindrer dette. Det foreslås derfor i lovforslaget, at der i dansk selskabslovgivning indføres bestemmelser om, at kapitalselskaber kan flytte deres hjemsted til og fra Danmark.