Som noget særligt i handelsagentforhold har handelsagenten ved samarbejdsophør mulighed for at kræve godtgørelse, dvs. et vederlag svarende til op til 1 års provision beregnet som gennemsnittet af de sidste 5 års provision.

Hovedbetingelsen for, at agenten kan kræve godtgørelsen, er, at agenten har tilført agenturgiveren særlige fordele i form af nye kunder eller væsentlig stigning i omsætningen på eksisterende kunder samt at agenturgiveren fortsat vil have betydelige fordele heraf.

___________________________________________

Sø- og Handelseretten og Højesteret har for nylig skullet tage stilling til den situation, at agenturgiveren mister retten til sit produkt (en eksklusiv damekollektion), mens agenten fortsætter med at sælge produkterne for en ny agenturgiver.

 Desuagtet krævede agenten maksimal godtgørelse.

 Agenturgiveren havde gennem en årrække haft licens til at producere på en forholdsvis dyr damekollektion.

 I 1996 indgik agenturgiveren aftale med agenten vedrørende salg af kollektionen.

 Det fremgik af agenturaftalen, at denne ville ophøre i forbindelse med et ophør af licensaftalen.

 

 OPSIGELSE

 Midt på sommeren 2000 orienterede licensgiveren agenten om, at licensaftalen var opsagt overfor agenturgiveren pr. 30. april 2001.

 Licensgiveren oplyste, at licensgiveren havde fundet en anden producent men også, at licensgiveren ville kontakte agenten vedrørende et fremtidigt samarbejde.

I forlængelse heraf meddelte agenturgiveren i november 2000 agenten, at samarbejdet skulle ophøre pr. 30.04.2001 i forbindelse med ophør af licensaftalen.

Som følge af opsigelsen besluttede agenturgiveren sig til at ville markedsføre et andet mindre eksklusivt og mere ”ungdommeligt” tøjmærke.

Agenturgiveren meddelte klienten, at man ville indgå samarbejde om den nye kollektion med en anden agent, da der var tale om en anden type tøj.

Agenturgiveren havde dog forsøgt at opnå en overensstemmelse med agenten vedrørende den nye kollektion, men agenten var afvisende herfor af konkurrencemæssige hensyn.

Agenten ophævede efterfølgende med virkning pr. 1. april 2001 agenturaftalen og krævende fuld godtgørelse under henvisning til den betydelige omsætning, som agenten havde tilført agenturgiveren.

Da agenten imidlertid skulle fortsætte med at sælge den samme kollektion for den nye agenturgiver, afviste agenturgiveren det af agenten rejste krav.

 

Sø- og Handelsretten

Agenten indbragte sagen for Sø- og Handelsretten.

Agenturgiveren oplyste, at den nye kollektion var rettet mod et yngre publikum (35-45 år) og var 30-40% billigere end den oprindelige kollektion. Denne havde som målgruppe kvinder mellem 45 og 60 år og kvalitet stod højest. I den nye kollektion var det moderigtige indtryk det vigtigste.

Ja, det blev formuleret således, at forskellen var ligeså stor, som forskellen mellem en Mercedes og en japansk bil. Kunderne ville ikke være interesseret i begge kollektioner.

Sø- og Handelsretten frifandt agenturgiveren og lagde især vægt på, at agenten havde oparbejdet en kundedatabase bestående af forhandlere af fortrinsvis kvalitetsdametøj.

Kundedatabasen var for det væsentligste grad knyttet til agentens person, fordi det var hende, som kunderne kendte og fordi at agenten stod som garant for kvalitet, mens kunderne kun i mindre grad lod sig påvirke af produkternes mærke.

Efter agentaftalens ophør virkede, virkede agenten i nogle sæsoner, som agent for den nye agenturgiver mens den oprindelige agenturgiver forsøgte at få et andet firma, som agent for den nye kollektion. Sø- og Handelsretten måtte konstateres, at ingen af parterne havde opnået nogen særlig succes. Især lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at agenturgiveren ikke efter ophør af agentursamarbejdet i nævneværdigt omfang havde handel med agentens kunder.

Agenturgiveren var nok i forbindelse med ophør af parternes samarbejde i besiddelse af kundedatabasen.

Som udgangspunkt havde agentens oparbejdelse af kundebasen, således indebåret fordele for agenturgiveren. Kundebasen var imidlertid i væsentlig grad knyttet til agentens person. Som følge af, at den nye kollektion havde en anden karakter end den oprindelige kollektion, havde fordelene for den oprindelige agenturgiver dog været begrænsede og ikke af en sådan karakter, at den berettigede til godtgørelse, og følgelig blev agenturgiveren frifundet.

 

HØJESTERET

Uanset den klare dom fra Sø- og Handelsretten ankede agenten dommen til Højesteret.

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom og præciserede, at den oprindelige kollektion var den eneste, som agenturgiveren havde solgt i Norden og som agenten havde ført for agenturgiveren.

Efter ophøret var agenturgiveren begyndt at sælge nye produkter af en noget anden karakter og Højesteret konstaterede, at agenturgiveren i den forbindelse ikke havde betydelige fordele at den kundekreds, som agenten havde skabt, og følgelig fandt Højesteret ikke grundlag for at tilkende agenten nogen godtgørelse.

______________________________________________

Man må undre sig over, at agenten også indbragte sagen for Højesteret.