Højesteret har d. 19. september 2014 afgjort, at JensensFiske-restaurant forbydes at markedsføre restaurationsvirksomheden under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”.

Denne sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Sæby Fiskehal ApS’ brug af navnet Jensens Fiskerestaurant var en krænkelse af Danske Familie-restauranter A/S’ ogJensen's Bøfhus A/S’ rettigheder, herunder til varemærket tilJensen’s Bøfhus, og om der var opnået en brugsbaseret ret til ”Jensen's”.

Varemærket ”Jensen’s Bøfhus” 

Sagens kerne udspringer af varemærkelovens regler.

Af varemærkelovens § 2 fremgår det, at et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders, og som kan gengives grafisk, navnlig:

1.
ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller navne på faste ejendomme,
2.
bogstaver og tal,
3.
figurer og afbildninger eller
4.
varens form, udstyr eller emballage.

Efter varemærkelovens § 2, stk. 1, nr. 1, er det således muligt, at et varemærke kan bestå af personnavne. For opnåelse af beskyttelse efter varemærkelovens regler kræves det endvidere, at varemærket har et fornødent særpræg for at kunne opnå beskyttelse. 

                                                        -oo0oo-

Højesteret lagde til grund for sin afgørelse, at Jensen’sBøfhus i 2001, da Sæby Fiskehal begyndte at drive virksomheden under navnet ”Jensens Fiskerestaurant”, havde ca. 30 restauranter i Danmark, som de forud herfor havde anvendt betydelige beløb på markedsføringen af. Højesteret fandt derfor, at Jensen’s Bøfhus, har godtgjort at have en brugsbaseret varemærkeret til ”Jensen’s Bøfhus” som restaurations-virksomhed. 

I forbindelse med sagens appel til Højesteret blev der i maj 2014 foretaget en kendskabs- og associationsanalyse af TNS Gallup. Formålet med denne undersøgelse var at afdække, om og i hvilket omfang ”Jensen’s” associeres med ”Jensen’s Bøfhus”. 

Her blev det bl.a. slået fast, at 38 % af respondenterne forbandt ”Jensen’s” med ”Jensen’s Bøfhus”. 29 % af respondenterne forbandt det med bøf, 16 % med restaurant og 2 % med Fiskehuset i Sæby/ Jensens Fiskerestaurant.

Endvidere blev det i denne undersøgelse slået fast, at 96 % af respon-denterne forbandt Jensen’s med en bøf- og familierestaurant og 4 % med en fiskerestaurant. 

På baggrund af denne undersøgelse vurderede Højesteret, at ”Jensen’s” som kendetegn for restaurationsvirksomhed og salg af fødevareprodukter har fornødent særpræg til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven, og at ”Jensen’s” må anses for velkendt her i landet, hvilket følger af varemærkelovens § 4, stk. 2.

Højesteret fandt, at Sæby Fiskehals markedsføring af sin virksomhed i samme branche ved brug af ”Jensens”, herunder i sammensætning med det generiske ord ”Fiskerestaurant”, indebærer en utilbørlig udnyttelse af ”Jensen’s Bøfhus” varemærkes særpræg eller renomme.


                                                            -oo0oo-

Undtagelse i varemærkelovens § 5, nr. 1.


På trods af det ovenfor anførte, foreligger der en undtagelse i varemærkelovens § 5, nr. 1, som har følgende ordlyd:

Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde, at andre i overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af

1.
eget navn og egen adresse,
2.
angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen eller
3.
varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

Sæby Fiskehal påberåbte sig denne undtagelse og anførte, at selskabet havde ret til at drive erhvervsmæssig virksomhed under dette mærke, da de anvendte eget navn. Hertil anførte Sæby Fiskehal, at selskabet er 100 % ejet af Jacob Jensen, hvorfor de gjorde gældende, at der forelå identifikation mellem selskabet og ham.

                                                             -oo0oo-

 

Som udgangspunkt er det lovligt at bruge sit eget navn i en virksomhed, som Jacob Jensen havde gjort med Jensens Fiskerestaurant. Også selv om navnet måtte være beskyttet af et varemærke, som det er tilfældet med Jensen’sBøfhus.Forudsætningen er dog, at det sker i forbindelse med ens egen virksomhed.


Jensens Fiskerestaurant er ikke direkte ejet af Jacob Jensen, men derimod af selskabet Sæby Fiskehal ApS, som Jacob Jensen er eneejer af. Højesteret finder, at undtagelsen ikke kan udstrækkes til kapitalselskabs kapitalejere. 

Det er denne juridiske spidsfindighed, der gør, at Jacob Jensen ikke kan benytte undtagelsen i varemærkelovens § 5, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om sagens udfald havde været det samme, hvis Jensens Fiskerestaurant havde været drevet som personlig virksomhed og ikke i selskabsform. 
 

-oo0oo-

 

Højesteret kom frem til, at ”Jensen’s” som kendetegn for restaurations-virksomhed og salg af fødevareprodukter har fornødent særpræg til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven, og at ”Jensen’s” må anses for velkendt i Danmark. Sæby Fiskehals markedsføring ved brug af ”Jensens Fiskerestaurant” i samme branche indebar en utilbørlig udnyttelse af Jensen’s Bøfhus’ varemærkes særpræg og renomme.

Hvis du er interesseret i at vide mere om dette område, er du meget velkommen til at følge vor særskilte side herom på LinkedIn, hvor vi løbende vil udsende nyheder, artikler mv.