Konkurrenceankenævnet stadfæster, at Post Danmark misbrugte sin dominerende stilling

Konkurrenceankenævnet stadfæstede den 10.05.2010 Konkurrencerådets afgørelse af 24.06.2009, hvor Post Danmark fik påbud om at ændre sit rabatsystem for direct mail-breve. Direct mail er en distributionsform for enslydende breve (massebreve), der sendes i større mængder fra samme afsender med samme markedsføringsindhold til en større gruppe særligt udvalgte, adresserede modtagere. Hvis du arbejder med direct mail (direkte markedsføring), skal du være opmærksom på især tre love:

  • Markedsføringsloven regulerer blandt andet, hvornår og hvordan erhvervsdrivende må sende markedsføringsmateriale mv. til forbrugere, erhvervsdrivende eller offentlige institutioner, når disse ikke har bedt om reklamen.
  • Forbrugeraftaleloven regulerer blandt andet, hvordan erhvervsdrivende må henvende sig til forbrugere.
  • Persondataloven regulerer blandt andet brugen og registreringen af persondata.

Post Danmarks lovovertrædelse består i, at Post Danmarks rabatter for direct mail er loyalitetsskabende og markedsafskærmende, uden at Post Danmark har kunnet dokumentere effektivitetsgevinster, der kommer forbrugerne til gode, og som kan opveje de konkurrencebegrænsende virkninger af direct mail-rabatterne. Post Danmark har derfor misbrugt sin dominerende stilling på markedet for distribution af massebreve, jfr. konkurrencelovens § 11 og EF-traktatens artikel 82.

Læs mere på: http://www.konkurrencestyrelsen.dk/service-menu/presserum/presse-2010/konkurrenceankenaevnet-stadfaester-at-post-danmark-misbrugte-sin-dominerende-stilling/

 

Om konkurrenceankenævnet:

Konkurrenceankenævnet behandler klager over afgørelser truffet af Konkurrencerådet. Nævnet består af fem (5) medlemmer, som udpeges af erhvervsministeren, og som skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Formanden skal opfylde betingelserne for at være højesteretsdommer. De fire (4) andre medlemmer skal have henholdsvis økonomisk og juridisk sagkundskab.