Forbrugerombudsmanden er blevet opmærksom på, at Elgiganten fører en fast prispolitik, således at de kunder, der handler i Elgigantens fysiske butikker, men som påpeger over for ekspedienten, at de har set varen billigere i Elgigantens internetbutik, får varen til den lavere pris.

På baggrund heraf har Forbrugerombudsmanden fundet anledning til at se nærmere på, hvorvidt en sådan prispolitik er lovlig. Konklusionen er, at fremgangsmåden ikke er ulovlig.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe henviser til, at der som udgangspunkt er fri prisdannelse, og til at der typisk er færre omkostninger forbundet med at drive en internetbutik.

Det blev ved vurderingen overvejet, hvorvidt Elgigantens prispolitik kunne være i strid med markedsføringslovens bestemmelser om henholdsvis organiseret rabat og god skik eller med købelovens bestemmelse om sælgers oplysningspligt.

Markedsføringslovens § 16 om organiseret rabat stiller betingelse om, at den erhvervsdrivende skilter ved indgangsdøren, hvis der gives organiseret rabat eller anden særlig fordel til medlemmerne af foreninger eller organisationer eller til bestemte persongrupper.

Markedsføringslovens § 16 er ikke fundet at omfatte det undersøgte forhold, idet der ikke består et sådant trepartsforhold, som forudsættes, når bestemmelsen kommer i anvendelse.

Forbrugerombudsmanden fandt endvidere anledning til at undersøge, om fremgangsmåden er i overensstemmelse med sælgers loyale oplysningspligt i købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, hvorefter en vare anses for mangelfuld, hvis sælger ikke har givet køber oplysninger om forhold, som ville have haft betydning for købers bedømmelse af varen.

Købelovens bestemmelse om sælgers oplysningspligt indeholder imidlertid ikke en pligt til at oplyse kunden om, at varen kan fås billigere et andet sted. Dette gælder efter Forbrugerombudsmandens opfattelse heller ikke, selv om det andet sted er sælgers egen netbutik.

Endelig afviser Forbrugerombudsmanden, at prispolitikken skulle være i strid med god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmandens stillingtagen til spørgsmålet giver anledning til at opfordre alle forbrugere til at undersøge markedet, inden de foretager større indkøb.