Fra 15. december 2014 forventes alle danske aktie- partner og anpartsselskaber, herunder iværksætterselskaber at skulle registrere oplysninger om ejerforhold og panthaverforhold i Det Offentlige Ejerregister.

For eksisterende selskaber er der indført en overgangsordning på 6 måneder til at foretage registreringen af forholdene, sådan som de ser ud den 14. december 2014. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis der sker ændringer i ejerforholdene, der sker efter 15. december eller senere, så skal registreringen ske inden for 14 dage.

For selskaber, der først er stiftet den 15. december eller senere, skal registrering ske senest 14 dage efter stiftelsen. Det er derfor vigtigt, at din virksomhed allerede nu forbereder procedurer til at sikre overholdelse af de nye regler. 

Det Offentlige Ejerregister åbner for selskabers registreringer fra 15. december.

Baggrund

Fra den 15. december 2014 forventes danske aktieselskaber, anpartsselskaber, partnerselskaber og iværksætterselskaber registrere oplysninger om ejere, som ejer 5 procent eller mere af kapital eller stemmerettigheder i Det Offentlige Ejerregister. Herudover skal aktionærer i aktieselskaber og partnerselskaber, som ejer ihændehaveraktier, der samlet repræsenterer mindre end 5 procent af selskabskapitalen eller stemmerettighederne i et selskab, registrere partnerskabet  i en ikke offentlig del af Ejerregisteret.

Ejerregisteret er således et register over betydelige ejerandele og stemmerettigheder, men ikke en gengivelse af selskabets ejerbog. Ejerbogen skal derfor fortsat føres separat.

Formålet med Det Offentlige Ejerregister er at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed i de danske virksomheders ejerforhold og derved tillige at bidrage med større tillid til de danske selskaber.

Hvad skal registreres?

Det følger af selskabsloven, at en person, der besidder kapitalandele i et kapitalselskab, skal give selskabet meddelelse om betydelige kapitalandele, dvs. når kapitalandelene udgør 5 procent eller mere af den samlede kapital eller stemmerettigheder i selskabet. Der skal endvidere gives meddelelse, når der sker ændringer, som bevirker, at grænserne på 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90 eller 100 procent samt 1/3 og 2/3 af stemmer eller kapital krydses.

Hidtil har kapitalselskaber skullet indføre sådanne oplysninger om ejerforhold i storaktionærfortegnelsen. Fremover skal disse oplysninger i stedet registreres i Ejerregisteret.

Panthavere skal registreres i det omfang de råder over stemmerettighederne til den pantsatte kapitalandel og agter at udnytte stemmerettighederne. Det er med andre ord alene stemmeretten og ikke den pantsatte kapitalandel, der skal registreres.

Ejere af ihændehaveraktier i aktie- og anpartsselskaber, som udgør mindre end 5 procent af selskabskapitalen eller stemmerettighederne, skal i ikke-børsnoterede selskaber selv registrere deres ejerandel i den ikke offentlige del af Ejerregisteret. Dette betyder, at aktionærer med ihændehaveraktier i et børsnoteret selskab er fritaget fra registreringspligten.

Hvilke minimumsoplysninger skal registreres?

  • Ejerens eller panthaverens samlede besiddelser i      selskabet (kapitalandele plus stemmer – angivet i intervaller.) At      besiddelsen skal angives i intervaller betyder, at hvis en kapitalejer fx      ejer 9 procent af selskabskapitalen, skal det oplyses, at den pågældende      har krydset 5 procent grænsen, mens der ikke er pligt til at oplyse, at      det er præcis 9 procent, der ejes.
  • Identifikation af ejeren eller panthavere
    • navn, bopæl, CPR-nr. for       danske ejere
    • navn, CVR-nummer og hjemsted       for danske virksomheder
    • entydig identifikation       svarende til CPR- eller CVR-nr. for udenlandske personer eller juridiske       personer (fx TIN-nr.)

En ejer skal være en selvstændig juridisk enhed, det vil sige fysiske personer eller virksomheder. Enkeltmandsvirksomheder, personligt ejede mindre virksomheder samt filialer figurerer ikke som ejere i Ejerregisteret.

Panthavere skal registreres ved brug af samme intervaller som ejere. Panthavere, der råder over mindre end 5 procent af stemmerne, skal således ikke foretage registrering.

Der skal dog ske registrering af en panthaver, der har råderet over mindst 5 procent af stemmerne i henhold til aftale(r) med flere ejere, der hver for sig ejer under 5 procent, men tilsammen ejer over 5 procent af stemmerne i et selskab.

Også andre personer end ejere eller panthavere kan få pligt til registrering. Dette vil gælde for personer, der via aftale med en direkte ejer har fået stemmerettigheder, men ikke samtidig overtaget kapitalandelen. Vedkommende vil i dette tilfælde være registreret med stemmerettigheder uden at være registreret med ejerskabet til anparten/aktien.

Hvornår skal der registreres?

Ejerregisteret åbner for registreringer den 15. december 2014, men åbner først for offentligheden den 15. juni 2015. . For eksisterende selskaber er der således  indført en overgangsordning på  6 måneder til at få tilvejebragt registreringerne af ejerforhold, sådan som disse ser ud pr. 14. december 2014. Det er vigtigt at bemærke, at ændringer i ejerforhold  for eksisterende selskaber , der sker efter 15. december 2014 eller senere, skal ske inden for 14 dage.

Selskaber, der først er stiftet den 15. december 2014 eller senere, skal registrere deres ejer senest 14 dage efter stiftelsen.

Tilsvarende frister gælder for de af registreringen omfattende pantsætninger.

Manglende registrering i Ejerregisteret straffes med bøde.

Ejerregister og ejerbog

Ejerbogen forbliver som nævnt ved siden af Ejerregisteret. Der er tale om to separate systemer, hvor alene Ejerregisteret vil være offentligt tilgængeligt. Som noget nyt vil der blive oprettet et ejerbog-værktøj til fri brug for registrering på www.virk.dk Denne registrering er ikke obligatorisk. Det er vigtigt at pointere, at der ikke eksisterer formkrav til ejerbogen, der således kan have en hvilken som helst form, der findes hensigtsmæssig – fx  i et word dokument, i en app eller i en notesbog. Ejerbogen skal dog være tilgængelig for offentlige myndigheder, fx SKAT.

Hvor sker registreringen?

Registreringen sker via www.virk.dk

Selvom Ejerregisteret først bliver offentligt tilgængeligt fra den 15. juni 2015, bør virksomhederne allerede nu forberede procedurer til sikring af overholdelse af de nye regler om registreringspligt