Reglerne for indberetning af personalegoder er blevet lempet i 2011.

Arbejdsgiver har nu kun indberetningspligt på personalegoder, såfremt værdien af den enkelte gave overstiger kr. 1.000. Gaver med en værdi på under 1.000 kr. har medarbejderen selv pligt til at selvangive.

Gaver er som udgangspunkt skattepligtige – med mindre der på årsbasis ikke modtages gaver fra arbejdsgiveren til en samlet værdi af max. 1.000 kr. (inkl. julegaven). Hvis der ikke modtages gaver for mere end 1.000 kr., er hele værdien altså skattefri.

Den nye grænse omfatter alene personalegoder, som ikke i forvejen er skattefrie.

Vær opmærksom på at årets julegave medregnes i grænsen på de 1.000 kr., hvilket betyder at der reelt kan gives julegaver på op til 1.000 kr., men vi anbefaler at der alene gives julegaver med en værdi på op til 700 kr., idet julegaven således aldrig vil blive skattepligtig uagtet grænsen på de 1.000 kr. i øvrigt vil blive overskredet.

Reglerne er trådt i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2011.

Eksempler:

  • Julegave til 700 kr., og der modtages øvrige skattepligtige goder i løbet af året for 400 kr. – kun beskatning af 400 kr. (skal selvangives af medarbejderen).
  • Julegave til 800 kr., og der modtages øvrige skattepligtige goder i løbet af året for 300 kr. – fuld beskatning af 1.100 kr. (skal selvangives af medarbejderen).
  • Julegave til 900 kr., og der modtages ikke andre skattepligtige goder i løbet af året – ingen beskatning. Det er medarbejderen selv, der har pligt til at selvangive, hvis bagatelgrænsen overskrides.