Den nye multimediebeskatning træder i kraft fra den 1. januar 2010, dvs. for indkomståret 2010, og gælder i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren stiller multimedier til rådighed for medarbejderen til privat brug.

Hvem er omfattet af loven

Loven omfatter medarbejdere, der får stillet multimedier til rådighed som led i et ansættelsesforhold – dvs. medarbejdere, som har rådighed over et multimedie-gode, fx en telefon.  

Multimediebeskatningen betyder, at det er selve rådigheden til privat brug, et ”rådighedsprincip”, der udløser skatten, og det er derfor ikke afgørende om medarbejderen rent faktisk benytter et af de omfattede multimedie-goder til privat brug.

Hvad omfatter loven

I relation til loven omfatter multimedier bl.a. telefoner, computere og datakommunikation.

Loven gælder for såvel mobil- som fastnettelefoner, og det er både selve telefonen, abonnements- og forbrugsudgifter, ”nummerviser” og andre sædvanlige tillægsydelser der er en del af abonnementet, der er omfattet. Loven gælder desuden både i de tilfælde, hvor telefonen er oprettet i arbejdsgiverens navn og hvor arbejdsgiveren refunderer medarbejdernes telefonudgifter. BlackBerrys og andre såkaldte smartphones er omfattet af loven.

Computere og sædvanligt tilbehør, fx skærme, softwareprogrammer, printere osv., er omfattet af loven.

Datakommunikation via en internetforbindelse, samt udgifter til etablering mm., er også omfattet af loven.

Hvornår er man omfattet af loven

En medarbejder der har et multimedie-gode til rådighed på arbejdspladsen er ikke automatisk omfattet af multimediebeskatningen – dette gælder også for mobiltelefoner og bærbare computere. Ligeledes udløses beskatningen heller ikke ved, at medarbejderen benytter multimedier på arbejdspladsen til privat brug, fx ved at ringe til lægen.

Tager medarbejderen derimod et multimedie-gode med hjem, også bare en enkelt gang, og dermed bringer det ind i den private sfære, er der en formodning for, at der er privat rådighed over godet. Tager en medarbejder således sin bærbare computer med hjem fra arbejdspladsen, skal medarbejderen multimediebeskattes.

Hvor meget skal der betales i skat?

Når en arbejdsgiver stiller ét eller flere multimedie-goder til rådighed for medarbejderens private benyttelse, beskattes medarbejderen af kr. 3000 om året. Dette betyder i praktisk, afhængig af skattetryk mm., at medarbejderen skal betale mellem kr. 1.200 og kr. 1.700 i skat om året.

SKAT’s vejleding

Ovenstående er, i korte træk, grundkernen i den nye lov om multimedieskat. For en mere detaljeret gennemgang henvises til SKATs egen vejledning som kan findes på www.skat.dk