Fra og med 11. oktober 2011 ændres praksis for beskatning af aktielån.

Et aktielån beskriver den situation, hvor låntager låner en post aktier, som er optaget til handel på et reguleret marked, af en långiver.  Låntageren kan i låneperioden råde frit over aktierne og skal ved aftalens udløb tilbagelevere samme mængde aktier med samme fondskode til långiver. Udlån af aktier kendes også under betegnelsen shorting.


Aktielån kan have forskellige formål, men benyttes blandt andet til spekulation i faldende kurser. Ved en sådan kursspekulation låner låntager en post aktier, som han sælger til tredjemand, og som han umiddelbart efter kan genkøbe billigt grundet kursfald. Ved tilbagelevering til långiver har låntager opnået en kursgevinst.


Beskatning af en aftale om aktielån afhænger af, om aftalen skattemæssigt kan betragtes som en egentlig låneaftale, eller om der reelt er tale om en afståelse.  Efter hidtidig praksis på området var det en betingelse for at betragte en overdragelse af aktier som udlån, at låneperioden højst udgjorde en forudbestemt periode på maksimalt 6 måneder.  


Ved Skatterådets afgørelse SKM 2011.667SR afgav Skatterådet bindende svar om aktielån. Spørger havde foretaget et aktielån med en tidsubegrænset låneperiode, men långiver kunne i henhold til aftalevilkårene opsige lånet til ophør 3 bankdage efter den dag, hvor opsigelsen kom låntageren i hænde. Låntager kunne tilsvarende opsige lånene med ophør den næstfølgende bankdag. Spørgeren ønskede Skatterådets stillingtagen til, hvorvidt ordningen skattemæssigt kunne betragtes som et aktielån. Modsat tidligere praksis svarede Skatterådet hertil, at en overdragelse foretaget på de foreliggende vilkår skulle betragtes som lån og ikke afståelse.


Skatterådets afgørelse betyder, i henhold til SKAT’s styremeddelelse SKM2011.668SKAT, at det i praksis opstillede krav om maksimalt seks måneders løbetid for aktielån er ændret.
Praksisændringen vedrører aftaler om aktielån, som er indgået på tilsvarende vilkår som de for Skatterådet forelagte. 


Foruden den konkrete regulering af opsigelsesadgangen lægges der vægt på, at aftalen i øvrigt må karakteriseres som et lån, herunder at aktierne er overført fra långiver til låntager uden vederlag eller mod andet vederlag end købesummen for aktierne. Låntager skal endvidere være forpligtet til at tilbagelevere aktier af samme mængde og art til långiver efter låneperiodens udløb.


Den skattemæssige konsekvens af et aktielån er for låntager, at en eventuel nettogevinst beskattes som personlig indkomst ,mens et eventuelt tab ikke vil kunne fradrages eller fremføres til modregning i senere indkomstår. Kurtage i forbindelse med køb og salg af aktiepost er, som ved almindelig aktiehandel, fradragsberettiget. Præmie betalt til långiver vil kunne indgå i beregningen af gevinst og tab ved tilbagesalg af aktierne til långiver.