Den 18. juni 2007 vandt Rasmus Henning den største pengepræmie i triathlonsportens historie. Sejren ved World Cuppen i Des Moines, USA, indbragte 200.000 USD og en bil – en Hummer H3. Bilen blev vekslet til yderligere 26.000 USD, så den samlede gevinst blev 1,2 mio. kroner. Advokaterne Charlotte Olsen og Jakob Juul Christensen fra Ret&Råd Sport svarer her på spørgsmål fra Rasmus Henning om præmiepenge og skat.

 

Q: Hvordan beskattes præmier generelt?

A: Præmier skal beskattes som al anden indkomst, og det er muligt at opnå skattefradrag for dine udgifter. Reglerne om fradrag er lidt forskellige afhængig af, om du har en hobbyvirksomhed eller en erhvervsvirksomhed.

 

Q: Kan jeg spare præmiepengene op til senere?

A: Du kan sagtens spare pengene op, men der er forskel på, om de beskattes helt eller delvist før den endelige beskatning finder sted. Atleter der betragtes som erhvervsvirksomheder i virksomhedsordningen kan opspare overskud til lav beskatning. Overskud, der opspares i virksomheden og ikke hæves til privat forbrug, beskattes foreløbigt med 28 %. Den resterende beskatning sker først, når pengene senere trækkes ud privat. Atleter, der betragtes som hobbyvirksomheder, kan ikke ”spare op” til lav beskatning.

 

Q: Kan et underskud fra sidste år trækkes fra i skat?

A: En erhvervsvirksomhed i virksomhedsskatteordningen, kan fremføre underskud til fradrag i kommende år. Ét års underskud kan derfor fradrages i tidligere års eller næste års overskud. Hobbyvirksomheder har ikke denne mulighed.

 

Q: Jeg indsatte præmien på en sportspension, men hvad kan bedst betale sig?

A: Sportspensionen er en meget attraktiv pensionsløsning, idet du ikke betaler skat, inden beløbet bliver sat ind på sportspensionen. Det er først i det øjeblik, at du hæver din sportspension, du skal betale skat. Til forskel fra en opsparing i ”virksomheden”, kan du dog ikke hæve pensionen løbende. Hvis du hæver pensionen anses ordningen nemlig for ophørt, hvorefter du ikke kan oprette n ny sportspension. Du skal derfor være sikker på, at du kan undvære pengene, før du indsætter dem på en sportspension. Sportspensionen har et loft for de årlige udbetalinger på 322.100 kr. (i 2007), mens en opsparing i virksomhedsordningen kan hæves på én gang. I løbet af en karriere kan du kun indskyde 1.610.300 kr. (i 2007). Reglerne er som du kan se, forskellige, og der er derfor ikke et entydigt svar på, hvilken opsparingsform der bedst kan betale sig.

 

Q: Hvordan beskattes præmier vundet i udlandet?

A: Hvis atleten har bopæl i Danmark, er atleten normal fuld skattepligtig til Danmark, og præmier fra konkurrencer i udlandet skal derfor også beskattes i Danmark. Indtægter fra udlandet skal angives på en særskilt selvangivelse ”Selvangivelse for udenlandsk indkomst”, der findes på www.skat.dk

 

Q: Nogle gange er der trukket skat i udlandet før udbetaling – hvad gør jeg så?

A: Der findes særlige regler, hvor man kan få nedsat sin skat, hvis der allerede er betalt skat til et andet land før udbetalingen. Danmark har indgået aftaler med en del lande – dobbeltbeskatningsaftaler – som skal begrænse skattebetalingen til Danmark. Ofte er konklusionen, at der kun skal betales skat til det land, hvor pengene er tjent, men man skal være opmærksom på altid at undersøge den konkrete situation.

 

Q: Jeg vandt en bil og byttede den til kontanter – hvad kunne jeg ellers have gjort?

A: Præmier der ikke er penge, kaldes et såkaldt ”varigt forbrugsgode”, der indgår i sportsregnskabet som indtægt fra sporten. Værdien fastsætter du normalt selv, men den skal opgøres som købsprisen i almindelig handel i ind- eller udland. De danske registreringsafgifter for biler medfører, at det ville have været ekstremt dyrt at tage en Hummer med til Danmark. Derfor var byttehandelen en god forretning.

 

Opsparing eller sportspension?

Både opsparing i virksomhedsordningen og indbetalinger på sportspension, giver dig mulighed for at spekulere i, at udbetaling sker på et tidspunkt, hvor du skal betale mindst muligt i skat. De to ordninger giver forskellige muligheder for at udnytte øvrige skattefradrag, afhængig af hvilke andre

indtægter du har, når du hæver beløbet.

 

Virksomhedsordningen (kun for erhvervsvirksomheder)

Præmien indgår i virksomhedsordningen og beskattes derfor foreløbigt med 28%. Herefter resterer et opsparet overskud – dette forrentes på virksomhedens bankkonto. Når opsparet overskud hæves, laves en teknisk beregning, hvor den foreløbige skat lægges til igen, før der betales personlig skat – inden den beregnede skat betales, skal den allerede betalte skat fradrages igen.

Fordelene ved virksomhedsordningen er, at ét års store indtægt kan fordeles over flere år, og at opsparingen ikke er bundet. Ulempen er, at ordningen stiller store administrative krav, og at den ikke giver samme skattefordel som sportspensionen.

 

Sportspension (for alle atleter)

Præmien indsættes på sportspensionen – beløbet bliver herefter forrentet. Beløbet, der trækker renter, er derfor højere end i virksomhedsordningen, da der endnu ikke er betalt skat. Når man hæver beløb, bliver det beskattet som personlig indkomst. Skattesatsen afhænger af indkomsten

i øvrigt i de år, hvor du hæver beløbet.

 

Den store forskel

Bortset fra de forskellige hæveregler er den primære forskel på opsparing (i virksomhedsordningen) og sportspension, at rentegrundlaget er højere for sportspensionen. For at

gøre beregningen overskuelig, har vi fastsat renten på både virksomhedens bankkonto og på sportspensionen til 3 % p.a. Vi vil derfor sammenligne indestående på de to ”opsparinger” efter 10 år – alt andet lige:

 

Opsparing (i virksomhedsordningen):

Præmie = 1.200.000 kr.

Resultat efter betaling af foreløbig skat på 28 % = 864.000 kr.

Indestående i bank efter 10 år = 1.161.144 kr. (renter i alt 297.144 kr.)

 

Opsparing på sportspension:

Præmie = 1.200.000 kr.

Indestående på pension efter 10 år = 1.612.700 kr. (renter i alt 412.700 kr.)

På grund af den udskudte skat og effekten af renters rente, bliver forrentningen altså markant større på sportspensionen - over 115.000 kr. i Rasmus Hennings eksempel.

 Hobby eller erhvervsvirksomhed?

De fleste atleter betragtes som hobbyvirksomheder i skattemæssig forstand. Skattereglerne for hobbyvirksomheder betyder, at man skal beskattes af alle sine sportsindtægter, men at sportsudgifter kan fratrækkes. Det betyder at nettoresultatet fra sporten beskattes. Præmier er en sportsindtægt. Nogle atleter tjener så meget, at sporten løbende giver et større eller mindre overskud. Disse atleter betragtes som erhvervsvirksomheder, der kan blive omfattet af virksomhedsordningen. Atleter der betragtes som erhvervsvirksomheder kan trække ét års eventuelle underskud fra i anden civil indkomst. Rasmus Henning tilhører kategorien af erhvervsvirksomheder.