Som ægtefælle til en forgældet hustru eller mand, skal man ikke altid tage mod gaver. Det kan blive dyrt i den sidste ende. Gavebegrebet er nok også forskellig set fra ægtefællernes synspunkt og set fra den insolvente ægtefælles kreditorers synspunkt.

En dom fra Ugeskrift for Retsvæsen 2009 side 826 fra Vestre Landsret er vigtig at tage ved lære af for ægtepar, hvor den ene er insolvent, medens bolig og andre hustandsaktiver ejes af den solvente ægtefælle. Det må formodes, at en lang række ægteskaber - måske hundredetusinde eller mere - har formueforhold og kontoforhold som parret i sagen.

Det bør overvejes, som led i god bankrådgivning og i øvrigt som ægtepar, at få ændret tingene i tide - før en kreditor får en god idé!

Det er en kendt sag, at ægteskab indebærer en gensidig forsørgelsespligt. Man skal bidrage til husholdningen efter bedste evne, og indsatsen behøver ikke være rent finansiel, men kan bestå i arbejde i hjemmet etc. Reglen findes i Lov om Ægteskabets retsvirkninger ("Retsvirkningsloven") § 2:

"Det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende."

Når man f.eks. via en budgetkonto eller fælleskonto betaler ind til dækning af familiens udgifter til bolig, bil og forsikringer m.m., vil parret formentlig ikke opfatte noget som en gave, men den idé ligger knapt så fjernt fra en kreditor til betaler-ægtefællen.

Især ikke, hvis formueordningen har karakter af, eller ser ud som, et forsøg på at undgå at kreditor får betaling. Kreditor kan jo ikke umiddelbart tage udlæg i den solvente ægtefælles hus, hvis den insolvente ikke står som i det mindste medejer. Det følger af Retsvirkningslovens princip om særhæften (§ 25). Man hæfter kun for egne kreditorer og med sin egen formue/aktiver; den anden ægtefælle hæfter ikke.

Men særhæften gælder ikke absolut, hvis ægteparret har båret sig for dumt ad. Nogle gange er ægtefællerne direkte rådet af deres bankrådgiver (af hensyn til banken måske?) til at bære sig dumt ad.

Hvis man blindt indbetaler sin nettoløn på en fælleskonto/budgetkonto hver måned, uden at der betales i nogenlunde rimeligt lige forhold og til direkte dækning af faste udgifter til ikke den fælles bolig, men betalerens "boligforbrug", vil der kunne opstå en fælleshæftelse i forhold til en konkret kreditor. Det blev allerede fastslået med Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.990Ø.

I den dom, som den nye dom fra Vestre Landsret i øvrigt tilslutter sig, lagdes til grund at den insolvente ægtefælle gennem månedlige betalinger til den anden ægtefælle gjorde sig vedvarende insolvent. Med andre ord, at man lavede en ordning med kreditorly, så lønnen ikke gik til betaling af gæld, men til forbrug i den solvente ægtefælles navn, men som den insolvente var med til at bruge og sikkert og bestemme til hvad. Østre Landsret fandt, at overførslen rummede et væsentligt gavemoment. Når det var tilfældet, skulle der en ægtepagt tinglyses for at gøre gaven retsgyldig i forhold til gavegivers kreditorer, jf. Retsvirkningslovens § 30:

"...gaver mellem ægtefæller må for at være gyldige ske ved ægtepagt."

 -og jf. Retsvirkningslovens § 32 (bevisbyrden for det modsatte ligger på parret):

"Har ægtefællerne uden ægtepagt truffet aftale om overdragelse af ejendele fra den ene af dem til den anden, kan aftalen alene gøres gældende over for overdragerens kreditorer, såfremt det godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt".

Hvis der er givet en gave, hæfter modtagerægtefællen med gavens beløb, direkte over for giverens kreditorer, hvis der ikke var eller blev tinglyst en gaveægtepagt ved gavens givelse! Det gælder dog ikke, hvis der ikke krævedes ægtepagt - altså ved forsørgelsesydelser og såkaldte lejlighedsgaver (passende fødselsdags- og julegaver og. lignende, som svarer til levestandarden for parret). Men det er en meget lille undtagelse.

I den nye dom fra Vestre Landsret skyldte manden mere end 1 mio. kr. fra et anpartsprojekt, der var slået fejl. Han blev så gift i 2001 og betalte fra det tidspunkt 13.000 kr. ind på en fælleskonto (budgetkonto) med hustruen. Hun betalte derimod kun 4.500 kr. om måneden på kontoen. Fra kontoen blev bl.a. udgifter til fællesboligen, der stod i hustruens navn, betalt.

Vestre Landsret nåede i en 2 : 1 afgørelse frem til - modsat byretten, der frifandt - at der måned for måned var givet en gave (der var en "vederlagsfri formueforskydning", der krævede ægftepagt). Skønmæssigt hæftede hustruen derfor med 500.000 kr. i forhold til den pågældende kreditor.

Det er en rimelig hård afgørelse ud fra formalia med bankkontoen. Men der var nogle konkrete momenter - den betydelige gæld og det betydelige privatforbrug - der spillede ind.

Konklusionen er, at både Vestre og Østre Landret er enige om en retstilstand. Retstilstanden er, at man skal i hvertfald ikke bidrage til en budgetkonto som insolvent ægtefælle med et beløb, der er større end ægtefællens bidrag.

I det hele bør indsættelsen på en fælleskonto kun dække den insolvente ægtefælles andel af boligudgiften (en rimelig boligudgift ovenikøbet) og til dækning af basale fornødenheder i husstanden. Øvrige udgifter bør betales direkte af den insolvente for sit vedkommende og af ægtefællen for hans/hendes vedkommende, medmindre det er det daglige brød, der købes ind i supermarkedet.

Bankrådgivere bør ved disse budgetkonti være varsomme med anbefalingerne og faktisk nok råde mere fra, end til, selvom det er besværligt for parret og banken. Ellers er der en risiko for rådgiveransvar, hvis kontoen indebære en vederlagsfri formueforskydning måned for måned, altså en reel gave. Den gave kan være dyr for parret.