Nye skilsmisseregler pr. 1. juli 2013

Reglerne om skilsmisse er blevet lempet, således det nu er muligt at opnå ”straks-skilsmisse”, ved enighed, og separationsperioden er samtidigt blevet afkortet.

Tidligere kunne skilsmisse opnås ved enighed efter 6 mdr. separation, og ved uenighed efter 12 mdr. separation.

De umiddelbare skilsmissegrunde utroskab, 2 års adskillelse, vold, bigami og børnebortførelse er fortsat gældende, således at det uanset uenighed er muligt at opnå skilsmisse uden forudgående separation, hvis en eller flere af skilsmissegrundene er til stede.

Det fremgår nu af ægtefællelovens § 29, at ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det. Det er med andre ord nu muligt at opnå ”straks-skilsmisse”.

Hvis ægtefællerne først er blevet separeret, og derefter er enige om at blive skilt, behøver de ikke at vente 6 mdr., men kan blive skilt f.eks. 1 mdr. efter separationen.

Hvis ægtefællerne er uenige om skilsmisse, har en ægtefælle i henhold til ægteskabslovens § 30, stk. 2 ret til skilsmisse efter 6 mdr. separation.

Skilsmisse- eller separationsblanket kan udfyldes på www.statsforvaltningen.dk  og ved samtidig bankoverførsel af gebyr(-er), kan ægtefæller, hvis de er enige om separation/skilsmisse og vilkår, straks blive skilt.

De tidligere 5 regionale statsforvaltninger er blevet sammenlagt til én myndighed ”Statsforvaltningen”, som fysisk er beliggende i Aabenraa. Statsforvaltningernes tidligere 9 afdelingskontorer eksisterer stadig, og hvis ægtefællerne ønsker vilkårsforhandling er det muligt selv at vælge afdelingskontor.

Det koster et gebyr på 900 kr. at blive separeret og skilt, dvs. 1.800 kr. hvis ægtefællerne ønsker skilsmisse med forudgående separation, og derudover koster det yderligere 1.000 kr. hvis ægtefællerne ønsker vilkårsforhandling. Det koster således i alt 2.800 kr. hvis ægtefæller både ønsker separation, skilsmisse og 1 vilkårsforhandling.

Hvis de fraseparerede ægtefæller fortryder separationen, kan de som hidtil genoptage samlivet, hvorefter separationen bortfalder. Hvis de fraskilte ægtefæller fortryder ”straks-skilsmissen”, er de derimod nødt til at blive gift igen.