Hvis du lever sammen med din kæreste uden at I er gift, er det en rigtig god idé at overveje, hvad der skal ske, hvis en af jer pludselig dør. Desværre er rigtig mange af den opfattelse, at hvis man har boet sammen som ugifte samlevende i en vis årrække, bliver man juridisk set stillet, som om man er gift, men sådan forholder det sig ikke.

I kan som ugifte samlevende kun arve hinanden, hvis I opretter et testamente eller hvis I vælger at gifte jer. Har man som ugifte samlevende ikke oprettet noget testamente, er det ens børn, der arver alt. Hvis man ikke har børn, bestemmer arveloven, at det er vedkommendes forældre, der er arvinger.

Med den "nye" arvelov, der trådte i kraft 01.01.2008, er der nu givet ugifte samlevende mulighed for at oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente. Et udvidet samlevertestamente giver mulighed for at arve hinanden med lige så store brøkdele som ægtefæller kan arve hinanden. Det er dog fortsat ikke muligt for ugifte samlevende at sidde i uskiftet bo ved den enes dødsfald, ligesom en samlever til forskel for en ægtefælle ikke er fritaget for at betale boafgift.

Det er vigtigt, at I får sikret jer selv og hinanden i tide. Sker uheldet og er en af jer død, er det for sent at rette op på et manglende testamente.