Ægtefæller, hvor den ene af parterne involverer sig i økonomisk risikobetonede forretninger, bør allerede på et tidligt tidspunkt gennemtænke deres økonomiske situation.

Således blev en ægtepagt for nylig af Vestre Landsret omstødt under henvisning til, at oprettelsen af ægtepagten udgjorde en gave.

Der findes i Konkurslovens kap. 8 en række bestemmelser, hvorefter en skyldners dispositioner i tiden op til en konkurs kan omstødes – heriblandt gaver givet af skyldneren. Forholdet omkring omstødelse af gaver er reguleret i Konkurslovens § 64.

Med undtagelse af almindelige lejlighedsgaver, kan gaver, der er fuldbyrdet mindre end 6 måneder før den såkaldte fristdag i konkursen, kræves omstødt. Hertil kommer, at gaver givet af skyldner til en nærtstående indtil 2 år før fristdagen kan omstødes, medmindre det kan godtgøres, at skyldneren hverken var, eller ved afgivelsen af gaven, blev insolvent.

Reglerne omkring omstødelse har til formål at forhindre, at skyldnere før en forestående konkurs kan bringe deres aktiver i sikkerhed for kreditorerne ved at forære dem til venner, beslægtede eller ægtefæller.

Den 25. maj 2010 afsagdes en dom ved Vestre Landsret vedrørende omstødelse af en gave i medfør af Konkurslovens § 64, stk. 2. Det bemærkelsesværdige ved dommen var, at der ikke var tale om en egentlig gave, men derimod ejendele, der ved ægtepagt blev gjort til særeje.

 

Sagen kan kort beskrives således:

- I marts 2002 gik Manden (M) konkurs første gang.

- I november 2002 købte Hustruen (H) herefter parrets fælles ejendom.

- I juni 2005 modtog M en varsling fra SKAT om, at de tilsigtede at forhøje hans skatteansættelse for tidligere skatteår. Forhøjelsen ville medføre en betydelig restskat.

- I september 2005 oprettede M og H en ægtepagt, hvorefter H fik fuldstændigt særeje over blandt andet bil og hus, som i forvejen ejedes af H.

- I marts 2006 ansøgte H om skilsmisse og parterne blev skilt.

- I maj 2006 blev M for anden gang erklæret konkurs.

 

Konkursboet hævdede under en efterfølgende retssag, at H´s fuldstændige særeje over bilen samt  ejendommen skulle betragtes som en gave til H. Dette ud fra en betragtning om, at både stiftelsen af særejet samt skilsmissen, tjente til formålet om at undgå udlæg i ejendelene fra M´s kreditorer.

Som udgangspunkt kan kreditorer ikke søge sig fyldestgjort i skyldnerens ægtefælles aktiver. Men SKAT kan dog som en undtagelse hertil i medfør af den dagældende Kildeskattelovs § 72, stk. 2 foretage udlæg i ægtefællens aktiver for skyldnerens skattegæld. Bestemmelsen findes nu i § 12 i Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Øvrige kreditorer vil kunne blive fyldestgjort i en skyldners ægtefælles aktiver i tilfælde af separation, skilsmisse eller dødsfald, i det omfang skyldnerens ægtefælles aktiver er fælleseje, idet den pågældende ægtefælle ved separation, skilsmisse eller dødsfald skal aflevere halvdelen af sin nettoformue til (skyldner) ægtefællen. Sidstnævntes kreditorer vil herefter kunne søge sig fyldestgjort i disse midler.

Konkursboet gjorde i sagen gældende, at skilsmissen mellem M og H blev gennemført for at hindre SKAT i denne ret, ligesom særejeægtepagten samtidig sikrede, at H ikke skulle afgive halvdelen af friværdien af bil og hus til M i forbindelse med bodelingen.

Til trods for at H hævdede, at såvel ægtepagten som skilsmisse havde andre og helt naturlige årsager, fandt Vestre Landsret, at M og H lod sig skille for at undgå, at SKAT foretog udlæg i H´s aktiver, ligesom Vestre Landsret fandt, at ægtepagten blev oprettet for at undgå, at halvdelen af H´s aktiver ved bodelingen i forbindelse med den nært forestående skilsmisse tilfaldt M, således at samtlige hans kreditorer herefter ville kunne søge sig fyldestgjort heri.

Oprettelsen af ægtepagten blev herefter betragtet som en gave, og dispositionen blev omstødt.

Retsvirkningen af omstødelsen var, at den begunstigede (H) skulle fralægge sig den berigelse vedkommende havde vundet, dog ikke ud over konkursboets tab. I denne dom blev H dømt til at betale kr. 1.100.000 til konkursboet.