Skilsmisse rammer også danskere, der har bolig i Frankrig. Uanset om ægtefællerne har bopæl i Danmark, vil en fast ejendom i Frankrig være undergivet fransk ret. Det gælder både ved skilsmisse og ved dødsfald.

Ordninger forud for en mulig skilsmisse

I Danmark har man dette særlige begreb: Skilsmissesæreje, som er en særlig form for ægtepagt der indeholder særeje ved tilfælde af skilsmisse, men fælleseje ved dødsfald. Denne kombinerede ægteskabs-kontraktstype kendes ikke i fransk ret.

Ejes boligen ligeligt af ægtefæller med almindeligt dansk formuefællesskab, vil man ikke i en skilsmissesituation kunne overdrage den enes halvdel til den anden, uden at der samtidig etableres et fransk særeje for ejendommen. Der kan i øvrigt være tale om et vederlag hvis overdrageren har børn. Vederlaget udgør i givet fald halvdelen af ejendommens faktiske handels-værdi.

Set med danske øjne er problemet, at de franske tvangsarveregler for børn er meget stærkere end i Danmark, og den ægtefælle, som afstår et efter fransk ret omfattet aktiv, vil ikke derved kunne nedsætte sine børns tvangs-arvekrav.

Det er således vanskeligt ved overdragelse mellem ægtefællerne at forebygge en skilsmissesituations konsekvenser for børn. For tvangsarvinger vil ved dødsfald kunne gøre krav på den tvangsarv, der burde være i boet.

Har ægtefællerne oprettet særeje, kan den ene sælge sin andel af ejendommen på normale handelsvilkår – og ikke nødvendigvis til en lieb-haverpris - til den anden ægtefælle forud for eller som et led i en skilsmisse. Prisen skal dog afspejle en reel værdi, bl. a. for at undgå den franske stat udnytter sin forkøbsret.

Mange ægtefæller med fælles børn og formuefælleskab har i de senere år oprettet en særlig fransk ægtepagt med fransk fælleseje for så vidt angår deres franske ejendom. Det hedder Communauté Universelle avec clause d’attribution intégrale au survivant. (På dansk: Fælleseje med tildeling til længstlevende) og har den fordelagtige egenskab, at førstafdødes andel af formuefællesskabet ved dødsfaldet tilfalder den længstlevendes. Ægtepagten oprettes forskelligt for folk som bor permament i Frankrig og for folk som har fransk feriebolig. Hvis ægtefællerne senere er flyttet til Frankrig, er det almindeligt at lade ægtepagten ændre til at udstrækkes for alle aktiver, og ikke kun fast ejendom i Frankrig. Ægtepagten muliggør, at den længstlevende får ejendomsretten til hele ejendommen uden at der skal gennemføres en dødsbobehandling efter førstafdøde. Denne type ægtepagt bortfalder imidlertid ex lege ved skilsmisse og har derfor ingen virkning i en sådan situation.

Situationen ved separation eller skilsmisse

En dansk separation eller efterfølgende skilsmisse mellem ægtefæller, der har en fast ejendom i Frankrig vil nødvendiggøre, at der også skal ske en bodeling af den franske ejendom.

I flere tilfælde har det vist sig, at de franske skattemyndigheder har anset en bodeling af en fransk ejendom som en samlet bodeling, hvoraf der skal betales en fransk statsafgift på 2,5 % af hele fællesboets aktiver. Danske som franske. Det hjælper ikke meget, at man vil kunne fradrage danske afgifter, for her Danmark har man ikke en tilsvarende afgift i et fællesboskifte.

Uanset at denne retsopfattelse ikke bør være gældende når ægtefællerne i øvrigt har fast bopæl i Danmark, så fører holdningen dog til, at man ofte forsøger at undgå en egentlig fransk bodeling (fransk: licitation) i en ægteskabssag, og i stedet formelt ændrer ejendommens ejerforhold ved, at den, der ønsker og i øvrigt har økonomisk mulighed for at beholde ejendommen, køber den anden ægtefælles andel. Senest samtidig må de da oprette en ægtepagt med særeje.


Normalt kan man dog begrænse myndighedernes indflydelse til at omfatte den franske ejendom alene, og i så fald anvender man de franske skilsmisse bodelingsregler.

Såfremt ejendommen sælges i forbindelse med skilsmissen, behøver man ikke at registrere noget ændret ejerforhold for de ægtefæller, der er ved at blive skilt. I så fald indgår et eventuelt provenu blot i en dansk bodeling.

Ønskes ejendommen fortsat ejet af blot den ene ægtefæller, kan en dansk skilsmissebevilling (behørigt oversat til fransk ved autoriseret oversætter) anvendes til at etablere en franske licitation. Skilsmisseboet udlægger ejendommen til den ene af ægtefællerne ved et særligt bodelingsskøde. Efter dansk prakis attesteres i skødet, at ægtefællerne har været gift med dansk fælleseje, er blevet skilt i henhold til en vedlagt dansk skilsmissebevilling samt at der er etableret bodelingsoverenskomst, hvorefter den ene af de tidligere ægtefæller overdrager sin halvdel af den franske ejendom til den anden.

Normalt skal den berigtigende notar kontrollere, at vederlaget – som som ovenfor nævnt skal være en rimelig handelspris – fysisk betales af den overtagende til den udtrædende ægtefælle. Men undertiden vil man kunne nøjes med at dokumentere på anden vis. Således hvis vederlaget faktisk er blevet berigtiget mellem parterne i Danmark på anden vis gennem bodelingen, for eksempel ved bankkontoudtog eller lignende. Proceduren i Frankrig herfor er dog omstændelig.

Overdragelsen af andelen  i  skilsmisseboet udløser betydelige afgifter. Det overrasker ofte de bodelende ægtefæller. Overdragelsen af en andel i sameje koster i notaromkostning 2,5% af den samlede værdi, altså ikke kun af den halvdel, der egentlig skifter ejer.

Om  en ”salgs”- eller en ”bodelings-” løsning er den mest økonomisk fordelagtige kræver selvsagt nogle beregning, og som må anbefales før man beslutter sig for en løsning.

En alternativ og i visse tilfælde endda billigere måde at løse sådanne pro-blemer kan være ved en gavetransaktion. Her lader man den udtrædende ægtefælle overdrage sin andel af den fællesejede ejendom i gave til parrets fælles børn - i stedet for en bodeling. En gave kan i betydeligt omfang blive afgiftsfri i Frankrig som følge af de høje franske bundgrænser for gaveafgifter : 159.325 Euros (2012 – inden den nye Finanslov vedtages). Dette forudsætter dog, at man ikke tidligere inden for en periode af 10 år, har benyttet sig af gaveordnings-regelsættet. Den anden ægtefælle skal i øvrigt give sit samtykke til en sådan gavetransaktion.

I tilfælde hvor ægtefællerne har købt ejendommen i fællesskab, men har særeje, og hver især har børn af tidligere ægteskaber, kan man igen alternativt overveje at lade udtrædende ægtefælle sælge sin andel til den i ejendommen blivende ægtefælles eventuelle nye partner. I så fald vil de være klogt at overveje, om ejendommen i øvrigt bør overgå til et familie-ejendomsinteressentselsskab; et  såkaldt SCI (Société Civile Immobilière), da efterfølgende arveforhold kan blive komplicerede. I forbindelse med etablering af et SCI kan tage højde for et generationsskifte på en økonomisk gunstig måde, herunder for eksemple med overdragelse af ejendomsret uden brugsret til markant reducerede afgifter.

Nu kan det naturligvis forekomme, at parterne med alle de problemer en skilsmisse nu en gang indebærer, ikke har overskud til at bringe deres franske ejendoms ejerforhold formelt på plads. Det må imidlertid stærkt tilrådes, at man ikke udskyder en formel løsning af også dette aktivs situation, men tvært imod på et så tidligt tidspunkt som muligt får bragt ejerforhold rigtigt på plads.

Alle senere løsninger vil ofte være betydeligt mere omkostningskrævende end en fornuftig og  gennemtænkt løsning undervejs i bodelingsprocessen.

Nærværende artikel kan frit anvendes mod anførelse af kilde.