Separation eller skilsmisse?

 Ligheder:

  • Formuefællesskabet ophører
  • Arveretten ophører 

Forskelle:

  • Man kan ikke gifte sig, når man er separeret.
  • Separation bortfalder, hvis samlivet genoptages.
  • Man har altid krav på separation, selvom den anden ægtefælle ikke ønsker det, mens skilsmisse uden forudgående separation kræver en skilsmissegrund, også selv om begge ægtefæller gerne vil skilles.      

Skilsmissegrunde:

  • Den anden ægtefælles utroskab.
  • Hvis man har levet adskilt i 2 år på grund af uoverensstemmelser.
  • Hvis den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter overfor ægtefællen eller børnene.
  • Ægtefællen er gift med flere på samme tid (bigami).

Ægtefæller, der er separeret, har ret til at blive skilt efter 1 års separation. Såfremt parterne er enige, kan man blive skilt efter 6 måneder.

Fremgangsmåden

Man kan blive separeret eller skilt 

  • enten ved bevilling i statsamtet
  • eller ved dom.

For at få bevilling til separation skal ægtefællerne være enige om følgende vilkår:

  • Om der skal betales ægtefællebidrag og hvor længe. Det er ikke nødvendigt at være enige om størrelsen af bidraget, idet dette kan overlades til statsamtets udmåling.
  • Hvem der skal fortsætte lejemålet, hvis parterne har boet til leje.
  • Om der skal ydes den ene ægtefælle en godtgørelse i medfør af ægteskabslovens § 56. Denne regel kan finde anvendelse, hvis ægtefællerne har særeje, og den ene ægtefælle derved stilles urimeligt ringe.
  • Om retten til enkepension skal bevares ved skilsmissen. Retten bevares altid under separation.

Hvis man ikke kan blive enige om ovennævnte vilkår, er man nødt til at gå rettens vej for at blive separeret eller skilt. Hvis man opfylder de økonomiske betingelser, kan man få fri proces til ægteskabssagen ved retten, jf. særskilt afsnit herom.