SPØRGSMÅL
Jeg er en enlig ældre kvinde som hverken har mand eller børn (har aldrig fået børn). Jeg kunne godt tænke mig at vide hvem der arver efter mig? Skal der i den forbindelse betales arveafgift og i så fald hvor meget?

SVAR
Arvegang når du ikke efterlader dig mand og/eller børn
Når du ikke efterlader dig mand eller barn, og du ikke har oprettet testamente, arver dine forældre hver en halvdel. Er en eller begge dine forældre døde på det tidspunkt, træder dennes børn, altså dine søskende/halvsøskende i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. Halvsøskende kommer således ”kun” til at arve halvt så meget som helsøskende.

Er én eller flere af dine søskende ikke i live på tidspunktet for din død, træder deres børn, altså dine nevøer/niecer i deres sted. På tilsvarende måde arver fjernere afkom.

Såfremt der ikke findes nogen af ovennævnte arvinger, arver dine bedsteforældre – halvdelen på din fædrene side og halvdelen på din mødrene side. Såfremt dine bedsteforældre er døde, træder deres børn, altså dine fastre, mostre, farbrødre og morbrødre i deres sted. Er der fortsat ingen af ovennævnte slægtninge, tilfalder alt hvad du efterlader dig statskassen.

Boafgift (tidligere kaldet arveafgift)
Når en person afgår ved døden, skal der betales en boafgift til staten på 15 % af de værdier personen efterlader sig, medmindre ægtefællen arver. Der skal dog ikke svares afgift af de første 264.100 kr. (2012 niveau).

Derudover skal der svares 25 % i tillægsboafgift af den del af værdierne som tilfalder andre end følgende personer: børn og deres afkom, stedbørn og deres afkom, forældre, barns eller stedbarns ikke-fraseparerede ægtefælle og samlevere (under nærmere betingelser).

Fordele ved at oprette testamente
Du kan overveje at oprette et såkaldt afgiftsbesparende testamente, hvor f.eks. Kræftens Bekæmpelse modtager 30 % af arven efter dig mod at betale boafgiften. Derved kan du faktisk sikre dig at din(e) arving(er) arver mere end den/de ellers ville have gjort og samtidig støtte et godt formål.

Det lyder måske underligt og jeg skal derfor forsøge at illustrere det med et regneeksempel:

Lad os sige, at du ved din død ejer 1 mio. kr. og ikke har oprettet noget testamente. Dine arvinger arver altså 1 mio., men da alle dine arvinger tilhører ”den dyre afgiftsklasse”, skal der betales kr. 322.788,75 i afgift. Dine arvinger modtager således netto kr. 667.211,25.

Hvis du i stedet opretter et testamente, hvor f.eks. Kræftens Bekæmpelse arver 30 % (og hvor du eventuelt også kan bestemme hvilke personer der helt specifikt skal arve efter dig, da det jo ikke er givet at du har et lige godt forhold til alle i din slægt), ser regneeksemplet sådan ud:

Kræftens Bekæmpelse modtager kr. 300.000, betaler afgiften på kr. 224.038 og modtager således netto kr. 75.962. Dine arvinger arver herefter resterende kr. 700.000.

Dine arvinger arver derved ca. 33.000 kr. mere ved oprettelse af et sådant testamente og Kræftens Bekæmpelse modtager netto kr. 75.962. Dette skyldes, at de samlede afgifter falder med ca. 109.000 kr.

Der er ikke nogen tvivl om, at det vil være en fordel for dig at få oprettet et testamente og jeg vil anbefale dig at kontakte en advokat med henblik på en nærmere gennemgang af dine forhold og dine muligheder.