DR1 bragte i går, onsdag den 26. januar 2011 i Magasinet Penge en udsendelse om, at autoriserede bobestyrere i Danmark tager sig for godt betalt. Advokaterne har hænderne for langt nede i dødsboets lommer – det er et rent ”tag-selv-bord” lød en del af kritikken. Endvidere blev advokaterne kritiseret for uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstider, men er billedet nu også helt så unuanceret… Advokatgruppen mener NEJ!

I Danmark kan dødsboer skiftes på mange forskellige måder, og bobestyrerbehandling er én af dem. En bobestyrerbehandling kommer typisk på tale, hvor boet er særligt kompliceret, hvor arvingerne ikke kan komme overens, eller hvor boet giver underskud (et insolvent bo). Lovgivningsmæssigt er der en frist for indlevering af den endelige boopgørelse på 26 måneder og 14 dage i de solvente bobestyrerboer – og der er en grund til denne lange frist!

Obligatorisk for alle boer er indrykning af det såkaldte præklusive proklama i Statstidende, udarbejdelse og indsendelse af en status pr. dødsdagen (åbningsstatus) samt udarbejdelse og indsendelse af den endelige boopgørelse. Der går 8 uger med at afvente proklamafristens udløb og op til 3 måneder med godkendelsen af åbningsstatus. Når boopgørelsen er godkendt af arvingerne, går der typisk ligeledes op til 3 måneder med godkendelsen hos Skifteretten og Skat. Boopgørelsen kan først laves, når alt er gjort op, herunder at afdødes faste ejendom er solgt, og det kan tage meget lang tid, særligt i det nuværende boligmarked.

Der går derfor ofte meget lang tid med at vente, men har man herudover med et hold meget uenige arvinger at gøre, som man som allerede nævnt jo typisk har i netop bobestyrerboer, kan selv små uoverensstemmelser vokse sig store og være utroligt tidskrævende. I nogle tilfælde kan det også direkte være en fordel for arvingerne at trække behandlingen ud, nemlig hvor man har med et skattepligtigt bo at gøre. Der gives et fradrag på kr. 5.200,00 pr. måned, boet løber, før der skal betales skat, og der er mulighed for at få op til 12 måneders fradrag. Hvis boet er skattefrit men med store renteindtægter, er det også en fordel for arvingerne at lade boet løbe længere, hvor de kun betaler 15 % boafgift af renteindtægterne i stedet for at de bliver almindeligt indkomstskattepligtige hos arvingerne.

I forhold til sagsbehandlingstiden mener Advokatgruppen derfor det er vigtigt, at det først og fremmest understreges, at en stor del kan henføres til den måde dødsbobehandlingen rent lovgivningsmæssigt er bygget op på, men også at meget afhænger af arvingernes positive eller negative medvirken.

Naturligvis er vi som advokater – og som mennesker – forskellige og ikke alle lige effektive sagsbehandlere. Vores målsætning hos Advokatgruppen er at udnytte den obligatoriske ventetid bedst muligt, således at alle uafklarede spørgsmål kommer på plads hurtigst muligt. DR’s redaktion har efter det oplyste fra Domstolsstyrelsen fået udleveret en liste over gennemsnitlige sagsbehandlingstider i de enkelte retskredse for boer afsluttet i 2009. Tallene varierer fra 419 dage til 717 dage. Til sammenligning har Advokatgruppen en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 384 dage for bobestyrerboer for samme periode….

Og hvad så med salæret…?

Advokatgruppens gennemsnitlige timetakster ligger væsentligt under takster, der blev nævnt i udsendelsen. Men når man henvender sig til en autoriseret dødsboadvokat, køber man sig en specialviden, der tager mange år at tilegne sig. Man køber sig ligeledes en garanti for, at den mest fordelagtige skifteform vælges, og at boet behandles på bedst mulig vis. En dødsboadvokat har et stort ansvar og risikerer at ifalde et erstatningsansvar, hvis der opstår et tab under behandlingen. Det er derfor naturligt, at honoraret ikke alene fastsættes i forhold til timeforbruget men også under hensyntagen til det ansvar, der er forbundet med behandlingen af det pågældende bo. I DR’s udsendelse har man interviewet en arving, der var af den opfattelse, at hun har fået 3 kopper kaffe ud af en faktura på kr. 80.000 + moms. Hos Advokatgruppen starter vi altid med at give et overslag over vores honorar og samtidigt gennemgå hele forløbet i bobehandlingen, lige fra det helt lavpraktiske som fx opsigelse af løbende aftaler, betaling af regninger og registrering af aktiver til pasning af boets ejendom, afholdelse af bomøder og udarbejdelsen af åbningsstatus, boopgørelse og eventuelt selvangivelse osv. osv. Det gør arvingerne mere trygge, og samtidigt giver det en bedre forståelse for, at bobehandlingen er meget mere end tre kopper kaffe….


Ulla Ullvit, autoriseret bobestyrer og advokat
Katrine L. Borghesi Mogensen, advokat med speciale i dødsbobehandling