Varmeplanlægning og klima

Kommunerne har efter varmeforsyningsloven såvel ret som pligt til at gennemføre varmeplanlægning.

Kommunal varmeplanlægning kan anvendes som instrument af de kommuner, der ønsker at opfylde lokale klimapolitiske målsætninger.

Udbygning af den kollektive varmeforsyning, ikke kun i større byområder, men også i landdistrikterne, kan nedbringe CO2 udledningen. Endvidere vil udvidet brug af opvarmningsformer baseret på vedvarende energikilder som geotermi, solvarme og biomasse kunne medvirke til nedbringelsen af CO2 udledningen.

Kommuneplan og lokalplan

En kommunes varmeplanlægning bør i første omgang ske i forbindelse med den fysiske planlægning. Kommunen kan såvel i kommunalplaner, som lokalplaner indsætte retningslinjer om kollektiv varmeforsyning.

For eksempel kan det i kommuneplanen beskrives, hvorledes kommunen vil søge at nedbringe CO2 udledningen. Fx ved fremme af biomassebaseret kollektiv varmeforsyning, herunder nabovarme i landdistrikterne.

Lokalplaner kan indeholde bestemmelser om tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning. Lokalplanbestemmelser om tilslutningspligt kan dog ikke erstatte et projektforslag udarbejdet efter varmeforsyningsloven.

Projektforslag

Kommunen kan som led i sin varmeplanlægning selv tage initiativ til udarbejdelse af fx projektforslag for kollektiv varmeforsyning. Fx projektforslag om anvendelse af bestemte energiformer, forsyning af nye områder og samkøring mellem anlæg. Alternativt kan kommunen påbyde kollektive varmeforsyningsvirksomheder at udarbejde projektforslaget.

Når et projektforslag er udarbejdet og godkendt, har en kommune endvidere mulighed for at påbyde kollektive varmeforsyningsvirksomheder at gennemføre projektforslaget. Hvis en privat kollektiv varmeforsyningsvirksomhed ikke mener at kunne opfylde påbuddet, har kommunen pligt til at overtage virksomheden.

Projektgodkendelse

Kommunerne har i medfør af varmeforsyningsloven en vid skønsmæssig kompetence ved godkendelse af projektforslag. Kommunen kan ved sin godkendelse ind- drage følgende hensyn: Samfundsøkonomi, miljø og mindskelse af olieafhængigheden.

Tidligere indeholdt forudsætningsskrivelserne de retlige rammer for kommunens projektgodkendelse. Forudsætningsskrivelserne er imidlertid ophævet og erstattet af regler i projektbekendtgørelsen. Projektbekendtgørelsen indeholder regler om områdeafgrænsningen, produktionsform og brændsler. Kommunerne kan kun godkende projekter, der er inden for reglerne i projektbekendtgørelsen.

Godkendelse af projektforslaget er en myndighedsopgave. Det indebærer, at kommunen udover de særlige regler i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen skal iagttage de særlige forvaltningsretlige regler og principper. Dvs. de relevante parter skal høres, skøn må ikke sættes under regel, afgørelsen skal begrundes, og der skal gives klagevejledning.

Tilslutningspligt

Tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning sikrer, at der er et varmeafsætningsgrundlag for den kollektive varmeforsyning.

Tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyningsanlæg meddeles ved kommunens påbud til ejeren af den ejendom, der ønskes tilsluttet.

Påbud om tilslutning skal ske på baggrund af et forudgående projektforslag. Endvidere kan påbud om tilslutning ikke meddeles før, der er forsyningsmulighed fra anlægget.

Udover påbud om tilslutningspligt kan der i forhold til ejendomme, der allerede er tilsluttet kollektiv varmeforsyning, meddeles påbud om forblivelsespligt.

Ejendomme, der er kategori 1 og 2 lavenergihuse, kan ikke meddeles påbud om hverken tilslutningspligt eller forblivelsespligt.

Klage

En række kommuner har oplevet, at kommunens projektgodkendelse er blevet påklaget til Energiklagenævnet. Klagen har typisk vedrørt de projekter, hvor naturgas erstattes med biomasse, eller hvor områdeafgræsningen mellem naturgas og fjernvarme ændres. 

En række af klagesagerne er blevet afgjort med henvisning til, at en kommune har tilsidesat forvaltningsretlige grundsætninger og principper. Som følge af det potentielle erstatningsansvar, som en kommune risikerer i den sammenhæng, er det tilrådeligt, at kommunen søger juridisk bistand, forinden et projektforslag godkendes.