Vestre Landsret har fastslået, at det ikke var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en kvindelig medarbejder 8 dage efter, at hun var vendt tilbage fra barselsorlov. Advokaterne Nupark repræsenterede arbejdsgiver i sagen.

På grund af den nære tilknytning til ophøret af hendes barselsorlov mente kvinden, at opsigelsen var sket i strid med ligebehandlingsloven og hun krævede derfor 9 måneders løn som godtgørelse. Arbejdsgiver gjorde gældende, at opsigelsen skete som følge af nedskæringer i konsekvens af finanskrisen, og at den afskedigede medarbejder var den, som lettest kunne undværes, ligesom det konkret var vurderet, at hun ikke kunne flyttes til andre jobfunktioner.

Landsretten fandt, at den korte tid mellem kvindens tilbagevenden fra barselorlov og opsigelsen af hende gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling. Det var herefter op til arbejdsgiver at bevise, at ligebehandlingsloven ikke var krænket.


Arbejdsgiveren formåede at løfte bevisbyrden, idet landsretten fandt det godtgjort, at der forud for afskedigelsen var sket en kraftig afmatning, som nødvendiggjorde en reduktion af virksomhedens omkostninger. Der var på baggrund af forklaringerne i retten heller ikke grundlag for at anfægte arbejdsgiverens vurdering af, at en anden medarbejder var mere egnet til at varetage den tilbageværende ledige stilling end den afskedigede kvindelige medarbejder.

Dommen er principiel, idet den vedrører rækkevidden af medarbejderens beskyttelse, når denne efter endt barselsorlov vender tilbage til en virksomhed, som står i en situation, hvor medarbejderstaben skal reduceres. Dommen er udtryk for, at der er et vist rum for, at en arbejdsgiver kan afskedige en medarbejder, som er beskyttet af ligebehandlingsloven, så længe arbejdsgiveren kan løfte bevisbyrden for, at der er foretaget en saglig vurdering af nødvendigheden af afskedigelsen, og at et anden medarbejder konkret er bedre egnet til at bestride en tilbageværende stilling i virksomheden.