Bliver man som lønmodtager syg betragtes dette - som udgangspunkt - som lovligt forfald. Det er dog en betingelse, at fraværet ud fra en lægelig vurdering kan karakteriseres som en ”sygdom”, ligesom det er en betingelse, at sygdommen kan begrunde fraværet. Udgangspunktet fraviges, hvis man som lønmodtager ved grov uagtsomhed har pådraget sig sygdommen, eller man ved tiltrædelsen af stillingen svigagtigt har tilbageholdt oplysninger vedrørende ens sygdom.

Som lønmodtager har man en underretningspligt overfor arbejdsgiveren. Således skal der til arbejdsgiveren – enten direkte til denne, eller på den af virksomhedens foreskrevne måde – meddeles om årsagen til udeblivelsen ved arbejdstidens begyndelse på 1. sygedag. Man er som lønmodtager ikke forpligtiget til, at sygemelde sig hver dag i en sygdomsperiode, dog er det almindeligt, at orienterer arbejdsgiveren om forventet tilbagekomst.

Arbejdsgiveren har ikke krav på orientering om sygdommens art. Efter længere tids sygdom kan der dog forlanges en lægeerklæring, eller en udtalelse fra en specialist, ligesom mistanke om, at der ikke foreligger lovligt forfald kan skærpe kravene til dokumentationen.

I mange ansættelsesbeviser er der indføjet en bestemmelse om den såkaldte ”120-dages regel”. Herefter kan man som lønmodtager blive opsagt med en måneds varsel, hvis man i et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder, har oppebåret løn under sygdom på i alt 120 dage. Reglen er betinget af at aftalen er indgået skriftligt mellem arbejdsgiver og lønmodtager, ligesom opsigelsen skal ske under sygdom og i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 dage.