Hvis man som skadelidte ikke får nævnt samtlige sine skader fra starten, risikerer man, at forsikringsselskabet ikke senere vil godtage skaderne som en følge efter ulykken.

Når man som skadelidte har været udsat for en ulykke, befinder man sig ofte i en svær situation. Ikke nok med at man skal tackle de skader, man er blevet pådraget, man skal også pludselig forholde sig til en masse andre aspekter – læger, kommune, forsikringsselskaber m.v. 

Som hovedregel skal en skade være påberåbt i umiddelbar forlænge af ulykken eller, særligt for så vidt angår piskesmældsskader, senest 72 timer efter.

Hvis ikke man som skadelidt har gjort opmærksom på samtlige sine skader fra starten, risikerer man, at man ikke senere kan komme igennem med, at skaden skyldes uheldet.

Har man været udsat for en større ulykke, vil man i den efterfølgende tid ofte være både så fysisk og psykisk påvirket, at man måske ikke registrerer samtlige sine skader, ligesom man kan være så smertebehandlet, at ikke alle skader mærkes med det samme.

Når selve ulykken kommer lidt på afstand og smertebehandlingen ophører, begynder nogle andre skader – end de skader man umiddelbart havde i forlængelse af ulykken – måske at dukke op. Det kan imidlertid betyde, at man som skadelidt ikke får medhold i, at de senere opståede skader er en følge af ulykken, og dermed miste retten til erstatning herfor.

Det betyder i praksis, at man som skadelidt i perioden lige efter ulykken, skal gøre sine skader værre end de reelt er for ikke senere at fortabe retten til erstatning. Det er et urimeligt vilkår at stille de skadelidte, som i forvejen er hårdt pressede både fysisk og psykisk efter en ulykke.

Et eksempel fra den virkelige verden:

En mand bliver involveret i en trafikulykke. Han bliver med høj fart påkørt bagfra, hvorefter hans bil brager ind i den forankørende. Ved sammenstødet bliver manden kastet frem og tilbage og ryglænet på bilsædet knækker.

Umiddelbart efter ulykken klager manden over stærke smerter i nakkenregionen. I den efterfølgende tid modtager manden behandling for nakkegenerne samt smertestillende medicin. Da han begynder at trappe ned på den smertestillende medicin, får han tiltagende ondt i lænden, og lægerne konstaterer en diskusprolaps i lænden.

Manden har forud for trafikulykken aldrig haft smerter eller gener fra lænden, men fordi lændegenerne ikke er beskrevet i umiddelbart tilknytning til trafikulykken, nægter forsikringsselskabet at godtage generne som en følge herfra.

Manden bliver efterfølgende tilkendt førtidspension. I førtidspensionstilkendelsen fremgår, at han er tilkendt førtidspension både på baggrund af nakkegenerne, men tillige også på baggrund af lændegenerne. Normalt ville en førtidspensionstilkendelse, hvis alle gener kan tilskrives uheldet, medføre et erhvervsevnetab i størrelsesordenen 50-75 %, men fordi lændegenerne ikke kan tilskrives ulykken, får manden kun 25 % i erstatning for tab af erhvervsevne.

Rent økonomisk kan denne problemstilling således få store konsekvenser for de skadelidte.

Det kan derfor som skadelidt være vigtigt allerede tidligt i forløbet at kontakte en advokat med speciale i personskadeerstatningsret med henblik på at blive vejledt omkring disse problemstillinger.