Når dødsboer efter trafikdræbte gøres op, har vi i TELLUS Advokater oplevet, at forsørgertabserstatning ikke kommer til udbetaling, selvom der er børn eller en partner, der er berettiget til det.

I en ulykkelig situation har mange ikke overskuddet til at varetage alt papirarbejdet. Derudover kender mange pårørende slet ikke til deres rettigheder. Det er derfor altafgørende, at man får vejledning om forsørgertabserstatningen fra politiet eller fra egne rådgivere.

Et tænkt eksempel:

I oktober sidste år kørte Jens galt på vej hjem fra arbejde. En modkørende bil kom på afveje og kørte frontalt ind i ham. Han var dræbt på stedet. 

Jens var den 1. september flyttet sammen med Inger i en lejlighed, som de havde lejet. Inger havde tre børn, som flyttede med ind hos Jens. Jens havde desuden to børn fra tidligere, begge boede hos deres mor. Alle børnene var under 18 år, da Jens døde.

Den modkørende bilists ansvarsforsikring skal betale forsørgertabserstatning til de personer, som Jens reelt var forsørger eller medforsørger for.

Det betyder, at Inger har krav på forsørgertabserstatning – også selvom hun ikke var gift med Jens. Det har Ingers børn også – og også Jens’ børn, som nu bor hos deres mor.

Forsørgertabserstatningen til Inger tager udgangspunkt i Jens’ alder og den løn, han havde. Minimumsbeløbet er på 860.000 kr. for 2011 for personer under 30 år. Efter det 30. år sker der en nedtrapning af erstatningen.

Forsørgertabserstatningen til børnene beregnes som det børnebidrag, Jens skulle have betalt til børnene indtil de fylder 18, hvis han var sat i bidrag. Det afhænger derfor også af hans løn. Mindsterstatningen til hans egne børn er 1.193 kr. pr. måned, så længe børnene er under 18 år. Ingers børn får halv erstatning.

Konkret kan det blive til mange penge

I en konkret sag, vi har arbejdet med i TELLUS Advokater, kom der sammenlagt over en million kroner til udbetaling i forsørgertabserstatning. Til stor overraskelse for den efterladte samlever, der som udgangspunkt ikke havde ventet at få andet erstattet end den cykel, der blev ødelagt under den dødsulykke, der kostede samleveren livet.