Sagsomkostninger i Danmark udmåles af retten efter forskellige mere eller mindre faste vejledende takster. Det er måske denne meget praktiske indretning, der har medført at forsikringsselskaberne i årevis er blevet tilkendt moms når de er blevet tilkendt sagsomkostninger af domstolene.

Forsikringsselskaberne møder som oftest ved egne ansatte advokater, og har derfor ikke en momsudgift til advokatbistand, men er altså som nævnt alligevel blevet tillagt moms.

Denne mangeårige praksis har Højesteret nu gjort op med, så forsikringsselskaberne ikke længere får tillagt moms til de sagsomkostninger de måtte blive tilkendt.

Praksisændringen vil få betydning for de skadelidte der taber en sag mod et forsikringsselskab, da beløbet der skal betales til forsikringsselskabet i disse tilfælde ikke længere skal tillægges moms og derfor bliver betydeligt mindre.

Også selvom skadelidte har en retshjælpsforsikring der dækker sagen, vil det få betydning. Det gælder for størrelsen på selvrisikoen hvor den udmåles som en procentdel og for de (heldigvis sjældne) tilfælde, hvor sagsomkostningerne går over retshjælpsforsikringens beløbsmaksimum.

Kilde: Højesteret