Den 1. april 2011 trådte de nye regler om rekonstruktion som bekendt i kraft og de har således været en del af det juridiske billede de seneste seks måneder. Samtidig blev reglerne om betalingsstandsning og tvangsakkord ophævet.

Formålet med rekonstruktionsinstituttet er grundlæggende, at skabe muligheder for videreførelse af levedygtige virksomheder, der blot midlertidigt er insolvente.

Lovgrundlaget for det nye regelsæt er at finde i konkurslovens kapitel 2, §§ 10-15 b.


Rekonstruktion – Step by step

Indledningsfasen

En rekonstruktionsbehandling varer typisk 7 måneder og maksimalt 1 år.

Rekonstruktionen kan indledes på begæring af såvel debitor som kreditor. Begæringen indgives i begge tilfælde til skifteretten. For det tilfælde, at debitor ikke samtykker i rekonstruktionen, skal kreditor stille sikkerhed for omkostningerne. I samme situation overtager rekonstruktøren ledelsen af virksomheden, såfremt denne er et kapitalselskab. Ledelsesovertagelsen registreres i Erhvervs og Selskabsstyrelsen.

En rekonstruktionsbehandling skal, ifølge konkurslovens § 10, indeholde et element af enten tvangsakkord eller virksomhedsoverdragelse, og der kan i øvrigt kombineres med andre tiltag som for eksempel kapitaltilførsel. Når rekonstruktionsbehandlingen er indledt er det ikke muligt at tilbagekalde den. Der er derfor også kun to forskellige måder, hvorpå en rekonstruktion kan ende: Enten bevares debitors eksistens eller debitor tages under konkursbehandling.

Rekonstruktør

Skifteretten beskikker en rekonstruktør og en tillidsmand. Rekonstruktøren vil typisk være en advokat og tillidsmanden typisk en revisor. Det er muligt for såvel debitor som kreditor at komme med forslag til, hvem der skal bestride posten som henholdsvis rekonstruktør og tillidsmand.

Rekonstruktøren skal i samarbejde med debitor forsøge at afdække de muligheder, der måtte være for at rekonstruere den nødlidende virksomhed. Tillidsmandens opgave er at bistå rekonstruktøren i den regnskabsmæssige del af rekonstruktionen. I henhold til tillidsmanden gælder den såkaldte ”karantæne-regel” vedrørende habilitetskrav, der findes i konkurslovens § 238, stk. 5. Bestemmelsen fastsætter at tillidsmanden ikke må have fungeret som revisor eller forretningsmæssig rådgiver for debitor i 2 år forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning.


Rekonstruktionsforløbet

1 uge – meddelelse til kreditorer, KL § 11 b.


Når rekonstruktionsbehandlingen er indledt offentliggøres det i Statstidende. Det er endvidere rekonstruktørens opgave, at informere alle kendte kreditorer om rekonstruktionen senest 1 uge efter rekonstruktøren er blevet beskikket. I den forbindelse gælder der nogle mindstekrav for den meddelelse som rekonstruktøren sender ud. Meddelelsen skal blandt andet indeholde en redegørelse for formålet med rekonstruktionsbehandlingen.

3 uger – forslag til rekonstruktionsplan, KL § 11 c.

Rekonstruktøren skal senest én uge før 4-ugersmødet (første skifteretsmøde) fremsende sit forslag til rekonstruktionsplanen. Forslaget skal blandt andet indeholde oplysninger om, hvorvidt der er tale om en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse. Det skal endvidere oplyses om debitor eventuelt skal have tilført kapital.

4 uger – Kreditormødet, KL § 11 e.

På 4-ugersmødet skal forslaget til rekonstruktionsplanen fremlægges. Forslaget skal ledsages af en erklæring fra både rekonstruktør og tillidsmand. Rekonstruktøren og tillidsmanden skal give udtryk for, hvorvidt rekonstruktionen, i deres optik, er gennemførlig. Forslaget til rekonstruktionsplanen skal endvidere tiltrædes af debitor. Vedtagets rekonstruktionsplanen fortsætter rekonstruktionen. Vedtages rekonstruktionsplanen derimod ikke, ophører rekonstruktionen og debitor tages under konkursbehandling. Rekonstruktionsplanen skal foruden kreditorernes vedtagelse ligeledes stadfæstes af skifteretten.

3 måneder – Redegørelse, KL § 11 f.

Inden 3 måneder efter rekonstruktionens indledning, skal rekonstruktøren fremsende en redegørelse om alle væsentlige forhold vedrørende rekonstruktionsbehandlingen til kreditorerne samt til skifteretten. Redegørelsen skal ligeledes indeholde oplysning om, hvornår et rekonstruktionsforslag forventes sendt til fordringshaverne.

6 måneder – Afstemning, KL § 13.

Senest 6 måneder efter kreditormødet skal der afholdes et møde i skifteretten med henblik på afstemning om det af rekonstruktøren fremsendte rekonstruktionsforslag. Skifteretten skal, via en bekendtgørelse i Statstidende, indkalde kreditorerne til mødet. Der foretages en afstemning mellem kreditorerne og forslaget vedtages såfremt der ikke er et flertal af kreditorer, der har stemt imod forslaget. Det vedtagende rekonstruktionsforslag er først gyldigt, når skifteretten har stadfæstet det. I forbindelse med bestemmelserne om stemmeregler kan der henvises til KL § 13 d.


Ophør af rekonstruktionen

Rekonstruktionen kan som ovenfor anført ophøre, hvis forslaget til rekonstruktionsplanen ikke vedtages på kreditormødet. Rekonstruktionen kan ligeledes ophøre, hvis debitor ikke længere er insolvent, hvis debitor begærer det - eller hvis rekonstruktionen er udsigtsløs.


Særligt vedrørende gensidigt bebyrdende aftaler og fyldestgørelsesforbud

Gensidigt bebyrdende aftaler dækker over aftaler som debitor har indgået før rekonstruktionsbehandlingens indledning og som ikke er opfyldt på rekonstruktionstidspunktet.

Det kan være særlig interessant at se på de såkaldte gensidige bebyrdende aftaler i relation til en rekonstruktion, idet grundlaget for rekonstruktionen særligt kan afhænge af skyldnerens mulighed for at komme ud af eksisterende aftaleforhold, der er bebyrdende for skyldner.

Indledningen af rekonstruktionen bør ikke i sig selv være årsag til at medkontrahenten ophæver en ellers gyldig aftale. Med de nye regler i konkursloven er det muligt for skyldneren, at videreføre en aftale – medmindre rekonstruktøren bestemmer at man ikke ønsker aftalen videreført. Omhandler aftalen i øvrigt en løbende ydelse, kan rekonstruktøren opsige denne med 1 måneds varsel, også selvom opsigelsesperioden reelt var længere.

 

ooOoo

Ovenstående er alene udtryk for en kort gennemgang af de nye rekonstruktionsregler, der rent skematisk altså begynder med en begæring om rekonstruktionsbehandling i § 3 og ender med stadfæstelse eller konkurs efter hhv. § 13f og § 15, stk. 3.

Lovgrundlaget for det nye regelsæt er at finde i konkurslovens kapitel 2, og kan læses på Retsinformation i sin fulde længde: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=136100#K2