Højesteret har ved 3 domme den 17. december 2010 afklaret den fremtidige retspraksis i henhold til ansættelsesbevisloven.
Baseret på et EU-Direktiv af 1991 fik vi i Danmark i 1992 ansættelsesbevisloven, der på en række punkter fastslår minimumsbetingelserne for de oplysninger, som en arbejdsgiver senest 1 måned efter en medarbejders tiltræden skriftligt skal forsyne medarbejderen med om dennes ansættelses-vilkår for ansættelsen.
Endvidere har arbejdsgiveren pligt til at give lønmodtageren skriftlig meddelelse om ændringer se-nest 1 måned efter, at ændringerne er trådt i kraft.
Arbejdsgiverens manglende overholdelse er sanktioneret med en skattefri godtgørelse til medar-bejderen afhængig af grovheden af overtrædelsen.
Loven er flere gange ændret, senest i 2007, og siden da har det givet anledning til betydelig tvivl, efter hvilke kriterier godtgørelse skal udmåles i i den type sager.
Højesteret har imidlertid ved de 3 domme den 17. december 2010 baseret på en nøje gennemgang af det hidtidige lovgrundlag, forarbejder m.v. fastlagt niveauet for godtgørelse, således at mange fremtidige tvister formentlig herved kan undgås.
HOVEDSAGEN
I den centrale sag var forholdet det, at en lønmodtager var ansat hos en arbejdsgiver fra 1. sep-tember 2006 til 12. marts 2007.
Lønmodtageren fik ikke på noget tidspunkt under ansættelsen udleveret et ansættelsesbevis, og det medførte usikkerhed vedrørende lønmodtagerens opsigelsesvarsel, ligesom der opstod uoverensstemmelser om overarbejdsbetaling og betaling af pensionsbidrag.
Arbejdsgiveren havde rent faktisk i flere tilfælde undladt at udstede ansættelsesbeviser, ligesom arbejdsgiveren ikke havde efterkommet en opfordring fra lønmodtageren, da lønmodtageren i hvert fald en gang bad om at få udleveret et ansættelsesbevis.
Højesteret fastsatte i det konkrete tilfælde en godtgørelse til kr. 10.000,00, idet højesteret ikke fandt, at der var tilstrækkelige grunde til, at der forelå skærpende omstændigheder, således at der skulle være tale om en særlig høj godtgørelse.
Godtgørelsen blev herefter fastsat til kr. 10.000,00.
Det interessante er imidlertid Højesterets redegørelse i sagen for udmålingsprincipperne i fremtidige sager.
HØJESTERETS UDMÅLINGSPRINCIPPER
Bagateller
Såfremt ansættelsesbeviser er behæftet med en eller flere mangler, som er undskyldelige og uden konkret betydning for lønmodtageren, f.eks. gade nr. på ansættelsesstedet, gælder bagatelgrænsen i lovens § 6, således at godtgørelsen skal fastsættes i intervallet fra kr. 0-1.000,00.
Højesteret finder, at foreligger der i øvrigt mangler ved et ansættelsesbevis, eller er et sådant ikke udstedt, uden at forholdet har en konkret betydning for lønmodtageren, bør godtgørelsen som ud-gangspunkt fastsættes til et beløb på godt kr. 5.000,00, afhængig af forholdets karakter.
I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen efter Højesterets opfattelse fastsættes til kr. 2.500,00.
Højesteret anfører, at for at nedsætte godtgørelsen, eventuelt at lade den bortfalde, taler, at ar-bejdsgiveren uden videre retter for sig efter, at forholdet er påtalt.
Omvendt kan et moment, der taler for, at godtgørelsen forhøjes være, at arbejdsgiveren undlader at rette for sig.
Mangler i øvrigt
Højesteret finder, at i de tilfælde, hvor der er opstået tvist om ansættelsesforhold eller konkret risiko herfor, som korrekt opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til op til kr. 10.000,00, normalt til cirka kr. 7.500,00.
Forhold, der taler for, at godtgørelsen skal forhøjes, skal være, at ansættelsesbevis indeholder vilkår, som er vildledende i forhold til lønmodtagerens retsstilling efter lov eller overenskomst, og at det har medført risiko for tab af rettigheder, samt at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde.
Skærpede omstændigheder
Højesteret præciserer endelig, at foreligger der såkaldt skærpede omstændigheder, som arbejds-giverens bevidste forsøg på at omgå lønmodtagerens rettighed eller vedholdende passivitet overfor gentagne opfordringer til at udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen udmåles til et beløb på op til 20 ugers løn.
Højesteret finder dog, at udmåling af godtgørelse på over kr. 25.000,00, bør være forbeholdt ved særlig grove tilfælde, som samtidig har udsat lønmodtageren for risiko for at lide betydelige tab.
Det er med baggrund i ovenstående, at Højesteret fandt, at godtgørelsen i den konkrete sag skulle andrage kr. 10.000,00.
Det meget positive i forløbet er, at Højesteret her i den konkrete sag udtaler sig om generelle ret-ningslinier vedrørende fortolkning af en konkret lovbestemmelse. Det er meget praktisk for rådgivere og involverede parter.