Køb af fast ejendom i Tyrkiet

Udlændige, derunder mange danskere, har vist interesse i at købe fast ejendom i Tyrkiet, navnlig på Tyrkiet's vest- og sydkyst. 

Tyrkiet er blevet et populært ferieområde, og også muligheden for at Tyrkiet bliver medlem af EU har fået mange til at investere i fast ejendom.

Det tyrkiske parlament vedtog den 28. december 2005 en ny lov om udlændinges ret til køb af fast ejendom. Loven blev godkendt af den tyrkiske præsident den 6. januar 2006 og trådte i kraft den 7. januar 2006. For købere som er danske statsborgere gælder den særlige betingelse, at køber skal være i besiddelse af gyldig 6 måneders opholds- eller arbejdstilladelse.

Få danskere ville drømme om at gennemføre en ejendomshandel vedrørende en dansk ejendom uden sagkyndig assistance, derunder assistance fra en bestallingshavende advokat.

Men når det gælder køb af feriebolig i Tyrkiet ser mange købere stort på alle advarsler og handler i blind tillid til sælgers ofte sparsomme oplysninger.

Tilsyneladende gennemføres mange handler i Tyrkiet uden advokatassistance, og uden at køberen iagttager nødvendige sikkerhedsforanstaltninger så som besigtigelse af grund og bygninger, check af tingbog, kom­munale registre m.v.

I den forbindelse kan nævnes, at det antages, at et meget stort antal bygninger i Tyrkiet er opført eller vil blive opført uden tilladelse og er opført ulovligt. I henhold til en artikel offentliggjort i Tur­kish Daily News den 14/1 2004 skulle der findes 600.000 ulovligt opførte huse i Istanbul alene. Dette svarer til 60% af alle huse i området. Nogle antager, at problemet er større sydpå i landet.

I nedenstående er nævnt de mest nødvendige punkter, som bør checkes i forbindelse med køb af fast ejen­dom i Tyrkiet. Listen er på ingen måde udtømmende.

A. Besigtigelse af ejendommen

I forbindelse med besigtigelse af ejendommen kan det vurderes, om der f.eks. måtte være træer, bygninger eller f.eks. historiske ruiner, som kan have betydning for udnyttelsen af grunden. Også ka­rakteren af tilstødende arealer kan vurderes, derunder om der f.eks. er nærliggende industri, ligesom ad­gangsforhold m.v. kan inspiceres.

B. Kontrol af om sælger ejer ejendommen

Sælgers ejendomsret skal være registreret på tinglysningskontoret kaldet "Tapu Müdürlügü". Der er offentlig ad­gang til tinglysningskontorerne. I registeret findes oplysning om, hvem der er ejer af ejendommen, oplysning om eventuelle byrder eller servitutter, oplysning om retsbeslutninger vedrørende ejendommen, oplysninger om pantegæld og oplysning om eventuelle andre rettigheder over ejendommen.

I forbindelse hermed nævnes, at det ligeledes via matrikelvæsenet er muligt at fastlægge ejendommens græn­ser og derunder kontrollere, om bygninger er opført i overensstemmelse med zonelovgivning m.v.

C. Kontrol af ejendommens zonemæssige status

Hos den lokale kommune findes zoneplaner, som bl.a. indeholder bestemmelser om bebyggel­sesmuligheder m.v.

Følgende dokumenter bør følgelig foreligge før køb:

1. Kopi af udskrift fra tinglysningskontoret og kopi af sælgers skøde.
2. Kopi af zoneplaner.
3. Kopi af byggetilladelse.
4. Kopi af eventuelle byrder og servitutter.
5. Dokumentation for, at den der skriver under for sælger er berettiget hertil.
6. Oplysning vedrørende eventuelle panterettigheder.
7. Oplysning om eventuelle vurderinger foretaget af ejendommen indenfor de sidste 5 år.
8. Oplysning om eventuelle lejekontrakter.
9. Attest fra kommunen om at der ikke skyldes skat vedrørende ejendommen.

En købsaftale mellem sælger og køber skal for at være gyldig indgås i en bestemt form og notarbekræftes. Opfylder aftalen ikke de i tyrkisk lovgivning stillede krav kan køber ikke gennemtvinge aftalen overfor sælger og således f.eks. ikke tvinge sælger til at give køber skøde. Et eventuelt erstatningskrav kan alene opgøres som et berigelseskrav.

Afslutningsvis nævnes, at køber skal godkendes af de militære myndigheder. Det kan vare flere måneder at opnå en sådan godkendelse.

Vort kontor kan tilbyde assistance i forbindelse med køb af fast ejendom/feriebolig i Tyrkiet. Vi samarbejder med et velanskrevet advokatkontor i Istanbul, hvor engelsktalende advokater vil kunne tage sig af Deres sag.

Vort honorar vil afhænge af tidsforbruget. Timetaksten er kr. 2.000,00 med tillæg af moms. Forudsat at handelsdokumenterne foreligger oversat til engelsk vil en gennemgang af disse og den rådgivning, som dokumenterne giver anledning til typisk kunne ske for et honorar på kr. 4.000,00 med tillæg moms.

Yderligere assistance derunder kontakt til tyrkisk advokat og assistance i forbindelse med notarbekræftelser af købsaftale, tinglysning af skøde m.v., vil blive debiteret efter tidsforbrug. Hertil kommer udgifter til advokat i Tyrkiet, stempel og notarafgifter.