Fra den 1. juli 2010 skal privatboliger (huse, ejerlejligheder, andelsboliger) der sættes til salg hos en ejendomsmægler være forsynet med gyldig energimærke, inden mægleren må annoncere boligen til salg. Dette gælder for alle typer privatboliger undtagen sommerhuse. Nyopførte sommerhuse skal dog have et energimærke. Boliger sat til salg før den 1. juli 2010 er ikke omfattet af de nye regler, og det samme gælder for handler, hvor sælger ikke benytter en ejendomsmægler.

Fra 1. februar 2011 skal der ved udlejning af huse eller lejligheder udleveres et gyldigt energimærke til lejeren.

Samtidig ændres gyldighedsperioden for energimærker med få undtagelser fra 5 til 10 år.

Endelig er der indført en tilskudsordning efter først-til-mølle princippet, hvis man ønsker at udskifte sit oliefyr med en mere energieffektiv løsning. Reglerne kan læses på www.skrotditoliefyr.dk.