Reglerne om handelsagenter er udformet således, at handelsagenter har opnået nogle gunstige rettigheder, bl.a. opsigelsesvarsler og især mulighed for godtgørelse ved ophør, såfremt handelsagenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en væsentlig stigning i omsætningen med de eksisterende kunder. Der er tale om rettigheder, som ikke kan fratages agenterne.

Det er følgelig normalt attraktivt at være omfattet af disse regler.

Status som handelsagent er imidlertid i henhold til Handelsagentlovens § 2 betinget af, at handelsagenten formidler salg af varer.

En række formidlere antages følgelig i kraft af karakteren af deres funktion at være udelukket fra at være omfattet af handelsagentreglerne.

Det har således været notorisk, at formidlere som speditører, rejsebureauer, forsikringsagenter og ejendomsmæglere ikke kunne anses som handelsagenter på grund af karakteren af de ydelser, som de formidlede.

Ifølge lovens forarbejder er det afgørende i forbindelse med afgrænsningen ar varer, hvad agenten formidler.

I nogle af tilfældene vil agenten formidle salg af såvel varer som tjenesteydelser, og det afgørende er herefter, om det dominerende element i aftalen er varesalg eller andre tjenesteydelser.

F.eks. antages salg af fotokopieringsmaskiner med tilhørende service at være omfattet af loven. Leverancer af rengøringssystemer, hvori indgår rengøringsmaskiner anses derimod normalt ikke for omfattet af loven.

Det antages også, at salg af standard edb-programmer, som markedsføres i mange eksemplarer, må anses som varer, hvorimod de individuelt udviklede programmer betragtes som tjenesteydelser og ikke kan være omfattet af lovens varebegreb.

Sø- og Handelsretten har afsagt en dom den 30. oktober 2007, og denne dom er et godt eksempel på, om det dominerende element ved bedømmelsen er salg af varer (mobiltelefoner), eller formidling af telefonabonnementer (der ikke er varer).

Sagen havde baggrund i, at en tidligere ”agent” for et mobilselskab påstod dette dømt til at anerkende, at  ”agenten” havde status som agent, således at han kunne få krav på den lukrative godtgørelse i forbindelse med ophør af samarbejdet.

Den pågældende ”agent” skulle mod provision formidle salg og optage ordrer på mobiltelefonselskabets produkter.

I parternes aftale var alene nævnt ”…mobiltelefonselskabets produkter og services…”.

Sø- og Handelsretten fandt imidlertid ikke, at disse produkter og services kunne karakteriseres som varer, uanset at kunder ofte køber telefonabonnement i forbindelse med køb af et apparat, hvis pris var subventioneret af mobiltelefonselskabet.

Salg af telefonapparater til nedsat pris fandtes af Sø- og Handelsretten at være en foranstaltning til fremme af afsætning af de for mobiltelefonselskabet afgørende tjenesteydelser. Varesalget var følgelig et underordnet element i aftalen mellem mobiltelefonselskabet og kunderne. 

Sø- og Handelsretten fandt følgelig ikke, at der forelå et handelsagentforhold.

Sø- og Handelsretten præciserede, at anvendelse af ordet ”produkt” ikke pegede på varesalg, da ordet ”produkt” ofte anvendes almindeligt som betegnelse for ydelser, der bringes på markedet.

Ja, f.eks. bruges ordet produkter om et inkassoselskabs ydelser.

Så dommen, der ikke blev anket til Højesteret, har endnu tydeligere præciseret afgrænsningen.

Per Q. Ovesen